Jeg har en Mac Mini, som jeg har tilsluttet mit 37″ fjernsyn. Mac’en kan vise opløsningen 1920×1080 px, men teksten bliver desværre ulæselig, fordi den som udgangspunkt er for lille.
Det er fordi tekst på en skærm bliver vist i 72 DPI (dots per inch, prikker per tomme) som standard. På Windows kunne man nemt ændre DPI-indstillinger, men det har været bøvlet på OS X.
Fra OS X-installationsdvd’en kan man installere Xcode Tools. Stien til pakken kan variere, men på min DVD (OS X Leopard) hedder mappen Optional Installs/Xcode Tools.
Man installerer så pakken, og starter så programmet Quartz Debug. Dernæst går man ind i Tools, og vælger så Show User Interface Resolution. Med dette værktøj kan man ændre DPI-indstillingen. Jeg har valgt 1,25 ganges forstørrelse (90 DPI).
Det er dog ikke en ren glæde, fordi det kun er vektorgrafik og tekst, der ser godt ud med højere DPI. Bitmapbilleder blive kornede.
I det hele taget er det ikke alle programmer, der ser lige godt ud, hvis man ikke kører med 72 DPI. Det kan man kun forvente, vil blive justeret ud i fremtiden.
Når man ændrer DPI-indstillingen, kan nogle programmer selv finde ud af at tilpasse sig – det er desværre ikke alle. Derfor er man nødt til at genstarte computeren for at få den fulde effekt.