Udvekslingsophold i USA

Dagbog fra mit udvekslingsophold i Merced, Californien, USA 2002-2003

Jeg var udvekslingsstudent med Youth for Understanding i Merced i Californien, en by med cirka 70.000 indbyggere.
Her er min dagbog fra mit ophold. Herunder er kopier af de mails jeg skrev hjem til alle jeg kendte i Danmark – og med fed står datoen, hvor jeg sendte dem.
God læselyst. Der skulle være nok til et par timer.

16. august 2002
Nu er jeg endelig kommet til USA og jeg synes allerede det går bedre med at få snakket engelsk. Faktisk er det svært at skrive på dansk lige nu. Klokken er 10 om aftenen og hele familien er gået i seng, de behøver åbenbart mere søvn end mig. Det meste af onsdagen gik med at få sagt farvel og pakket. Det var meget trist at sige farvel, men mit førstehåndsindtryk af familien Souther er at de er som jeg husker dem, enormt åbne, venlige og hjælpsomme. Da jeg havde pakket færdigt var klokken 1 om natten, så jeg lagde mig til at sove efter jeg havde sat mit armbåndsur og min clockradio til. Det ville jo være ærgreligt hvis vi sov for længe. Klokken 3 stod vi op og gjorde klar til at køre. Vi kom til Billund Airport klokken kvart i 6 og jeg skulle flyve 7:40.
Vi fik vores billetter og jeg kunne få lov at spise morgenmad med min familie i cafeteriaet. Da vi skulle flyve var det lidt hårdt at få sagt farvel. Der var en del der græd, men jeg kunne ikke, for jeg glemt lommetørklæder til at tøre øjne i. Jeg satte mig ind i flyet og fandt ud af at jeg havde fået en vinduesplads. Jeg var virkelig spændt da motorerne tændte, for det var første gang jeg skulle flyve, men jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var noget specielt. Flyturen var dog hyggelig nok. Vi kom til Frankfurt i Tyskland og skulle mødes med en YFU-gruppe fra København. Vi kom ud af flyet og stillede os så alle kunne se vores ens YFU-tshirts. Da vi havde stået i 15 minutter besluttede et par stykker af os at spørge i informationen. Jeg tog ordet, på tysk, og samtalen kørte fint, selv med mine tyskkundskaber. Pludselig slog damen over i engelsk, men jeg opfattede det ikke, så jeg blev ved med at svare hende på tysk, for jeg forstod fint hendes spørgsmål. Alle de andre kiggede underligt på mig og pludselig gik det op for mig at hun ikke talte tysk. Jeg følte mig ret dum dér. Senere, da vi skulle have checket vores håndbagage og os selv blev metaldetektoren ved med at bippe da han førte den foran mit skridt og jeg var ved at dø af grin da han med et smil på læben bad mig tage mine bukser af. Vi skulle over Atlanten og jeg kom til at sidde i midten af de 9 sæder der var på tværs af flyet. På venstre side havde jeg en enormt sød tysk pige og på højre sad en dansk. De skulle begge til østkysten, så jeg regner ikke med at se dem mere. Vi sad og snakkede en masse af tiden væk, men det var enormt pinefuldt at sidde i flyet i næsten 9 timer. Da vi kom ud i Dulles Airport ved Washington var vi allerede meget udmattede, men vi skulle skynde os for at nå vores fly. Vi kom heldigvis nemt igennem immigrationskontrollen og tolden og så måtte vi finde vores bagage og få den videre. Jeg fandt flyet til Los Angeles og fandt ud af at jeg skulle rejse sammen med en tysk pige.
Hun talte enormt dårligt engelsk. Jeg tror næsten jeg er bedre til tysk end hun er til engelsk og det siger en hel del!
Fordi vi var udlændinge blev vi spurgt om vores bagage på noget tidspunkt havde været ude af vores kontrol. Jeg svarede “No”, men hun svarede “Yes”, vist nok fordi hun ikke forstod spørgsmålet ordentligt. Jeg prøvede at få hende til at sige “No”, men det resulterede i at vi begge skulle kropsvisiteres og have vores håndbagage checket endnu en gang.
Da vi nåede til Los Angeles var vores fly 45 minutter forsinket pga. dårligt vejr, så pigen jeg fulgtes med måtte skynde sig meget. Vi skulle begge til Fresno i midten af Californien, men mit fly gik først 1 time senere. Vi fik fat i en lille bil og nåede at checke hende ind før flyet gik. YFU-repræsentanten spurgte om han måtte få min flybillet og pludselig stod
jeg med en billet, så jeg kunne tage flyet 1 time tidligere. Vi steg på og fløj til Fresno. Da vi kom ud i Fresno løb jeg hen til Troy, Sandy, Matthew og Renee, som ved et tilfælde var taget tidligere afsted. Det var virkeligt skønt at se dem igen! Vi kørte hjem til Merced hvor jeg bor nu. Udenfor var der små 30 (!!!) grader C – klokken var 22:30! Jeg fik vist mit lille hus i
baghaven frem. To skriveborde og en vandseng. Den er faktisk enormt god at sove i, selvom jeg kun fik sovet 7 timer.
I dag havde Sandy taget fri fra arbejde og hun var oppe da jeg stod op. Vi tog ned i byen ved frokosttid og mødte Troy på skolen hvor de begge arbejder. Der lå en burgerbar ikke langt væk og der fik vi frokost sammen med en af deres kollegaer. Vi prøvede at få åbnet en bankkonto, men jeg skulle først have et studiekort fra min high school. Så vi kørte ned på Golden Valley High School og jeg blev registreret på skolen. På mandag skal jeg ned på skolen og vælge mine fag. Jeg regner også med at have første dag i skole mandag. Det bliver spændende! Senere var vi i et supermarked, lidt ligesom Bilka, bare mange mange gange større. Indkøbsvognene var så store så min værtsmor næsten kan være deri. Det er virkelig rigtigt at alt er større i USA! Jeg skal nok snart lægge billeder online.
I morgen skal vi til Stanford (en universitetsby). Jeg har ikke helt fundet ud af hvad det er vi skal se, men bagefter skal vi til en familiefest i en by tæt på San Fransisco. Det bliver garanteret sjovt.
Det er snart midnat, så jeg vil smutte i seng. I må have det godt!
Hvis I vil se hvor i Californien jeg bor, så kig her!

18. august 2002
I går, lørdag, tog vi til vestkysten. Vi brugte eftermiddagen på at se Stanford University – det var virkelig flot! Vi tog en “self-guided-tour” hvor Matthew skulle gå baglæns og snakke hele tiden, men vi fandt ud af at det ikke gik så nemt – der var en del fortovskanter og lygtepæle i vejen!
Om aftenen var jeg med hele familien til en 2×40-års fødselsdag. Min værtsfar Troys bror og hans kone holdt en kæmpe fest. Jeg tror der var omkring 100 mennesker! Jeg mødte Matthew og Renees kusine, Katie. Hun var virkelig sød.
Det hele mindede mig faktisk om en gymnasiefest: Der var dansegulv, band (som spillede 60’er-musik – de var gode), en masse glade mennesker. Jeg har nu erfaret at amerikanerne er MEGET nemme at snakke med! Det er utrolig nemt at falde i snak med folk og de er meget interesserede.
Så det hele gik ok. Vi var der i knap 4 timer og derefter gik vi tilbage til hotellet med den ældste del af familien. Sandy og Troy holdt ud til festen sluttede – Sandy er virkelig en god danser. Hun synger også rigtig godt – det fandt jeg ud af allerede fredag. Det er virkelig en god værtsfamilie jeg er kommet til og jeg er helt vildt glad for at være kommet afsted. Det er faktisk ikke gået helt op for mig at jeg er kommet til USA endnu, men det skal da nok komme.
I morges vågnede jeg som den første – jeg havde i løbet af natten lagt mig på Matthews hovedpude, det var en smule intimt, så da jeg opdagede det skyndte jeg mig over i min egen halvdel af sengen.
Vi fik bagels til morgenmad. Det er faktisk ret underligt at få – især fordi vi tog på restaurant for at spise morgenmad. Men jeg fik en æggebagel og den var ret god.
Senere tog vi til San Fransisco. Det er en fantastisk by! Vi kørte først igennem en stor del af byen og så de skæve gader og sporvognene og dernæst tog vi ned til havneområdet. Der var nogle udendørs bådudstillinger som vi så. Meget smukt. Jeg så også nogle måger som spillede tennis. Håber ikke de er så underlige i Danmark!
Til frokost tog vi ud på en “Forrest Gump Restaurant”. Jeg fik den største hamburger jeg nogensinde har spist. Ingen af os kunne spise op, jeg måtte lade noget af salaten stå. Men det var virkelig god mad.
Jeg skal starte i skolen i morgen, så jeg vil se at komme i seng. Hele min familie sover, men de skal også en time tidligere op end mig. Jeg kan sove helt til klokken 7.

21. august 2002
Dette er så enden på 3. skoledag. Folk har generelt været søde og imødekommende.
Jeg tog med Sandy ned på skolen mandag morgen klokken 8:00 – vågnede allerede 6:30 af ren spænding! Vi skulle selvfølgelig vente et stykke tid, det hører sig til på Golden Valley High School. Jeg kom ind til Mrs. Ingraham og hun spurgte mig hvilke fag jeg gerne ville have. Det var meget heldigt at jeg kunne få alle mine ønsker opfyldt.
Første time var American Government & Economics. Det første halve år handler faget kun om økonomi og det er faktisk meget spændende. Jeg vidste intet om hvordan man skulle finde rundt på Golden Valley, så jeg kom et par minutter for sent. Da jeg fandt klasselokalet og trådte ind vendte alle sig selvfølgelig. Jeg stod og smilede lidt usikkert i døråbningen og heldigvis var der en mørklødet dreng der sagde at jeg kunne sætte sig ved ham. Det gjorde jeg hurtigst muligt og vi faldt hurtigt i snak. Han er utrolig flink og MEGET sjov: “My name is Ronny, but you can just call me Pimp Daddy” sagde han til mig da jeg spurgte efter hans navn. Han er sydamerikaner og taler lidt sjovt engelsk. Men vi forstår hinanden og det er fint. De to piger ved siden af mig er Cha og DL. Cha er Hmong (Det er et folk der bor i bjergene i Sydasien). DL ser ud som om hun er sydamerikaner, men jeg har ikke spurgt hende. Hun er venner med Ronny. De er alle tre meget søde og interesserede. DL er også i min engelskklasse.
Min næste time er Digital Electronics. Det er virkelig nemt. Jeg fandt mig hurtigt en plads bag Eric. Han er også flink, men ikke så gammel. Han er helt hvid! Men p.t. er det meget let. Jeg har måttet rette min lærer 4 gange i dag. Vi har lige lært om binære tal og det havde han ikke helt styr på. I går havde vi en sikkerhedstest. Der var nogle komplet latterlige spørgsmål, fx om man skulle pege skarpe genstande mod sig selv, mod andre, over sit hoved eller mod jorden. Jeg fik 88 ud af 90 points, så det var ganske vellykket.
Dernæst skulle jeg havde engelsk i 3. time. Vi er vist 37 i min engelskklasse og der er 35 borde. Det anede jeg dog ikke, så jeg satte mig blot ved et bord indtil en eller anden dreng der var større end mig på samtlige leder bad mig flytte mig. Så fandt jeg en stol og vi havde 20 minutters “læsning i stilhed”. Det har vi hver eneste dag, ligesom alle fag er de samme og i den samme rækkefølge fem dage om ugen. I engelsk havde min klasse læst en vestafrikansk historie på godt 3 sider, så jeg forstod ikke hvad det gik ud på. Men jeg skal testes i den i morgen, så jeg har læst den nu. Engelsk var fint nok. Læreren var ret sjov at høre på og jeg forstod det meste. Folk syntes også det var sjovt at jeg var udvekslingsstudent. Det synes jeg også selv :)
I 4. time havde jeg fået at vide at det var en helt ny lærer der skulle have programmeringsholdet. Da jeg mødte op var alle 35 computere optaget, så jeg fik at vide at jeg skulle gå ned til min skolevejleder og finde ud af at få et nyt fag. Det skuffede mig enormt meget!
Jeg sad og ventede på min skolevejleder i 40 minutter. Pludselig kom to kortklippede mænd klædt i grønne nuancer ind. “US Army” stod der på deres skjorter. Den ene gik hen til mig og spurgte om jeg var “Senior”, altså afgangsklassen. Jeg svarede ja og lynhurtigt gav han mig et kort hvor der stod hvordan jeg kunne komme ind i den amerikanske hær efter high school. Jeg skyndte mig at sige til ham at jeg ikke agtede at gå ind i hæren fordi jeg ikke var amerikaner. Det syntes de begge var meget sjovt, så jeg fik en nøglering og endnu et kort som souvenir. Det var rart at se at de amerikanske militærfolk kunne andet end at slås. Disse var meget venlige.
Jeg kom ind til min skolevejleder og snakkede med hende. Hun fik aftalt et møde mellem mig og programmeringslæreren tirsdag morgen før skolen startede. Det var ganske udmærket for mig, for så havde jeg en chance for at overbevise ham om at jeg skulle på holdet.
Jeg mødte Matthew i frokostpausen og vi fik os lidt pizza, snakkede med basketballtræneren og han viste mig rundt på skolen. Det er en enormt stor skole. Den er beregnet til 2000 elever, men p.t. er der over 2400.
Derefter skulle jeg have Jazzband. Det var lidt skuffende. Vi var 3 pianister og der var ét klaver. Jeg kom overhovedet ikke til at spille første dag.
I sidste time havde jeg basketball. Vi var 11 på holdet. De var enormt gode OG de kunne holde varmen ud. Her er små 35 grader i skyggen og jeg tør ikke gætte på hvor varmt det er i den bagende eftermiddagssol. I hvert fald er jeg blevet lidt småsvimmel hver eneste gang, også selvom jeg har drukket alt det vand jeg kunne. Vi vægttræner hver mandag og onsdag. Det er virkelig hårdt. I går faldt jeg i søvn i sofaen lige før min familie skulle spise aftensmad og de kunne ikke få liv i mig, så de begyndte at spise uden mig. Det syntes de var meget sjovt. Nu har jeg aftalt med dem at de må lave det vand-i-hovedet-trick, som min biologiske far nogle gange laver. Det plejer at kunne vække mig!
I går mødtes jeg med min programmeringslærer. Han fortalte åbent at han regnede med at jeg kunne mere end ham og tilbød mig at blive Teachers Aid, på dansk må det være lærerens højre hånd. Så nu har jeg programmering alligevel. Jeg har fået en bog på 600 sider som jeg skal få læst og dernæst hjælpe ham med at få lært det. Det bliver skægt!
Jeg spurgte DL om vi skulle spise frokost sammen i dag og det ville hun gerne. Vi gik ind i på skolens cafeteria. Først prøvede jeg at købe noget mad, men blev afvist og fik at vide at jeg skulle have madbilletter. Jeg spurgte DL hvordan jeg skulle få fat i nogle og hun viste mig hen til en dame der åbenbart administrerede det. Jeg fik udleveret et skema hvor jeg skulle skrive mine forældres indkomst og en masse andet. Den skulle jeg aflevere rimelig hurtigt hvis jeg ville have gratis mad efter slutningen af september. Jeg fik også madbilletter til hele den næste måned. Så jeg havde skaffet mig selv gratis morgenmad og frokost for den næste måned! Da jeg kom hjem i dag syntes min familie at det var enormt skægt. DL og de fleste andre jeg kender lever i ghettoen, så de får garanteret deres mad betalt af staten og jeg lever på den anden side af bækken, de riges side, så jeg behøver ikke engang at udfylde det skema, for jeg er sikker på ikke at få en øre. Eller cent, som vi regner i herovre.
Jeg vil til at i seng. Jeg skal have engelskprøve i morgen og jeg aner ikke hvad der venter mig.

24. august 2002
Jeg har været med Troy, Sandy og Matthew i Yosemite National Park i dag. En fantastisk smuk park! Og det var virkelig skønt at komme væk fra byen – der er en totalt anden luft derude.
Vi kørte allerede klokken 8 om morgenen, så jeg skulle tidligt op, også selvom det var lørdag. Renee tog over til en veninde og vi kørte så i små 2 timer for at komme derhen. Langsomt skiftede landskabet farve fra den tørkegule farve til grønne nuancer og da vi kom helt tæt på indgangen var der store træer overalt. Vi kørte ind og stoppede ved El Capitain – en kæmpe granitklippe. Vi prøvede at se om vi kunne spotte folk der klatrede op, men da det stadig var morgen var der ingen på klippen. Vi mærkede også det iskolde vand og Matthew og jeg besluttede os for at det var for koldt til en dukkert.
Vi stoppede bilen på en stor parkeringsplads og tog bussen et stykke. Og så begyndte vi at gå opad. Der var ikke så mange mennesker på stien, så vi kunne gå hurtigt opad. Vi stoppede på en bro for at få vand og derfra kunne vi se et stort vandfald, Vernal Falls. Det skulle vi op på. Da vi var gået 3/4 af vejen satte Troy og Sandy sig og Matthew og jeg ville så gå resten af opstigningen selv. Det var ikke særlig hårdt og udsigten oppefra var fantastisk! Vi kunne se en masse små mennesker på den sti vi havde gået. Virkelig fedt. Da vi skulle ned kunne jeg dog mærke min akrofobi, så jeg fik ikke set landskabet på vej ned.
Senere så vi en lille udstilling om de indfødte i Yosemiteparken og der var en masse flotte naturbilleder i butikken. Så tog vi hjem. Her til aften har vi fået gennemgået alle mine YFU-papirer og det har virkelig været sjovt. Det er en fri familie jeg er kommet til og det er jeg utrolig glad for.
I fredags tog Matthew og jeg til “Dance” – deres form for skolefest. Det var første gang jeg blev skuffet over noget her i USA. Der var omkring 200 ud af de 2400 vi er på skolen. Det værste var at de alle var fra de to yngste årgange: Freshmen og sophmores. Og så virkede de ekstremt uvenlige. Folk stod i lukkede cirkler og var på ingen måde til at snakke med. Så efter 20 minutter ringede vi hjem og blev hentet. Det var helt underligt – deres kultur ER altså anderledes end vores. Der var ingen steder at købe drikkelse. Colaautomaterne var lukkede og andre former for væske skal man være 21 for at købe.
Jeg glæder mig til min første lav-ingenting-dag i meget lang tid. Så jeg må hellere komme i seng. Jeg tror også jeg tager med Sandy og Renee i kirke i morgen. Glæder mig allerede. Jeg har hørt enormt meget godt om kirkerne herovre – de er efter sigende meget fokuserede på at folk skal kunne more sig og samtidigt få det religiøse budskab.

27. august 2002
I søndags stod vi “tidligt” op (dvs. tidligt for mig) og jeg tog med Renee og Sandy i kirke klokken 11. Det foregik nogenlunde som i Danmark. Der var dog den mærkbare forskel, at der var medlemmer af kirken som var oppe og fortælle hvad gud betød for dem. Det var meget interessant, det synes jeg skal prøves hjemme i kolde Danmark.
Om aftenen tog Renee og jeg (Matthew er ateist) til ungdomsklub i kirken. Folk var mere imødekommende end i skolen og det var vildt hyggeligt! Vi havde først mulighed for at snakke lidt sammen, så havde vi nogle lege og en slags skattejagt. Alle syntes det var vildt hyggeligt. Senere tog vi alle ned i sanktuaren og sang til guitarmusik. De havde en masse kristne sange og de var meget gode.
Jeg startede i skolen mandag. Det var lidt hårdt at komme op, men jeg kom i skole til tiden og vi havde en test i første time, økonomi og politik, som gik så godt som det var muligt. Jeg fik den højeste karakter i min klasse, så jeg kan vist kun sige at jeg klarer mig godt i skolen. Senere havde jeg digitalelektronik. Vores lærer har enormt meget humor og det er rigtig fedt at have det fag.
I 3. time har vi engelsk. Min engelsklærer er fin nok, han er meget interesseret i Europa og ved en masse om Danmark. Og han kan også godt lide dogmefilm, så vi har en del at snakke om. Lige nu skal vi læse ældgamle engelske tekster og så skal vi ellers arbejde os fremad i tiden. Jeg tror vi skal til at læse “Beowulf”. For første gang i USA skulle vi sætte os sammen i grupper og senere holde et kort foredrag om hvad vi havde læst. Det forskrækkede mig: Folk var hamrende dårlige til at stille sig op og sige noget! Jeg har virkelig aldrig set noget lignende. Jeg synes det er ærgeligt at denne undervisningsform ikke bliver brugt oftere herovre. Så ringede klokkken og jeg spiste min frokost sammen med sydamerikanerne. Jeg er blevet inviteret med i en klub der tager til Florida. Jeg er også blevet inviteret med til en mexicansk fest – en af mine veninders lillesøster fylder 15 eller 16 og det skal fejres med en kæmpe fest. Jeg aner ikke hvem lillesøsteren er, men jeg skal med. Så havde vi jazzband. Vi er 3 pianister og der er ét klaver, så det er begrænset hvor meget vi får lov at spille. Men jeg har rig mulighed for at få skrevet breve der, så det er fint nok for mig. 6. og sidste time er dagens højdepunkt: basketballtræning. Vi træner ude i solen og det er vildt hårdt. De første par dage kunne jeg ikke gennemføre et helt træningspas – jeg blev svimmel og måtte ud i skyggen. Så nu hælder jeg vand i mig som var det den væske jeg ikke må købe her. Vi har vægtløfning 3 gange om ugen, så jeg ender med at blive stærk. Maden her er heller ikke så fed som jeg har hørt om. Men meget god.
Jeg har snakket med en dansk YFU-pige, Katja fra Århus, som bor rimelig tæt på mig. Jeg har aftalt med hende at jeg skal sove hos hende fra lørdag-mandag. Jeg skal til en familiefest på lørdag, så jeg kan tage over til hende på vejen hjem derfra og holde hendes fødselsdag på søndag. Hun holder poolparty søndag aften. Det har jeg ikke prøvet endnu, så jeg glæder mig rigtig meget. Desværre kommer jeg ikke i kirke den søndag, men det er til at klare.
Jeg arbejder på at finde en chance til at tage nogle billeder af mine venner. Alle mulige brune nuancer. Hvide mennesker er en minoritet her! Klokken er ved at blive mange og jeg skal i skole i morgen.

2. september 2002
I fredags i skolen fik jeg lavet en stor og morsom misforståelse: En sød, lyshåret pige fra min programmeringsklasse spurgte mig om jeg ville spise frokost sammen med hende. Hun var nem at snakke med og samtalen kørte bare.På et tidspunkt fortalte jeg om de sydamerikanere jeg normalt hænger ud med og sagde: “They are so nice to me”. Pigen kiggede underligt på mig og sagde “Noone has ever said that to me”. Jeg spurgte “What did I just say?” og hun mente hun havde hørt mig sige “You have so nice teeth”. Jeg reddede den med “I didn’t say that… But you have nice teeth.”.
I lørdags tog jeg til familiearrangement i Fresno. Det var enormt hyggeligt. Vi fejrede alle der havde fødselsdag i sommerperioden – inklusive mig. Temaet var “Hawaii”, hvor familien Souther var tidligere på sommeren. Jeg havde købt en fancy hawaiiskjorte til 10$ i supermarkedet og med en ækel plastichalskæde der skulle forestille blomster var jeg ideelt klædt på. Der var en pool, så jeg klædte hurtigt om til badeshorts og vi havde en ret vild vandkamp. Matthew og jeg mod Renee og værtskusinerne Katie, Megan og Mary Katryn.
Om aftenen kørte vi langt ud på landet til Katja, hvor jeg skulle bo i et par dage. Det var skønt at tale dansk igen. Vi så lidt tv og så gik vi i seng, for det var Katjas fødselsdag den 1. september.
Næste morgen vækkede vi Katja med “I dag er det Katjas fødselsdag – hurra hurra hurra”, for mere nåede jeg ikke at lære hendes værtsfamilie. Men jeg tror Katja blev meget glad. Til morgenmad var der amerikanske pandekager.
Katja brugte mindst to timer på at snakke med familien i Danmark. Så jeg tossede rundt i deres pool sammen med Kaleigh, Katjas værtssøster. Klokken 5 begyndte kom gæsterne at komme. Lidt senere kom udvekslingsstudenterne: Gesa fra Tyskland, Birgit fra Holland og en japansk pige der talte så lavt at man ikke kunne forstå hende. Men Gesa, Birgit og jeg talte sammen hele aftenen. Birgit og jeg lå længe i poolen, det var bare enormt hyggeligt. Jeg håber på at få mere at gøre med Birgit, Gesa og Katja. Jeg er den eneste YFU-dreng i mit område, men jeg har intet problem med alle de piger ;)
I dag tog jeg så toget hjem fra Fresno. Amerikanske toge er faktisk ret lækre. Men det er kun den fattigste del af befolkningen der bruger dem. Katjas værtsmor, Blaine, havde aldrig kørt med tog. “Hvorfor skulle jeg betale 14$ for en togtur når jeg kan køre i min bil?”. Det er en typisk amerikansk indstilling.
Om få minutter holder vi fest for naboerne her på vejen. Jeg har haft fri hele dagen fordi de har Labor Day. Det er meget rart. Gid alle weekender var på 3 dage! Skolen begynder igen i morgen.

11. september 2002
I lørdags tog jeg med schweiziske Fabienne til Santa Cruz Beach Boardwalk. Det var en alle tiders oplevelse. Det mindede ret meget om et tivoli i Danmark. Jeg er normalt bange for fart og højde, så jeg havde egentlig planlagt at holde fødderne på jorden det meste af tiden, men Fabienne og Mike, som Fabienne kendte, fik lokket mig til at prøve de fleste. I en af forlystelserne, min favorit, kunne man ikke vide hvilken vej man vendte i luften, for man roterede baglæns rundt samtidigt med at man kørte sidelæns i cirkler som et pariserhjul. En virkelig intens oplevelse!
I går havde jeg min første sygedag herovre. I mandags måtte jeg tage hjem før vi skulle løfte vægte fordi jeg dehydrerede. Jeg stod op til normal tid tirsdag, 6:40 og kunne mærke at jeg ikke havde det godt. Men jeg gik i bad og fik morgenmad. Så lagde jeg mig på sofaen og tændte for fjernsynet. 9-11, TV-shop eller tegnefilm på alle kanaler! Det var skrækkeligt! Da jeg checkede email var der 2 “CNN Breaking News”-beskeder, for USA havde gjort sig klar på endnu et terrorangreb og havde derfor højnet sikkerheden til andethøjeste niveau hvilket CNN mente var meget kritisk.
1-årsdagen for terrorangrebet har været den underligste dag.
I morges gjorde vi som vi plejede. Med hånden på brystet sagde vi “I pledge allegiance to the flag of the United States of America, and to the republic for which it stands: one nation under God, indivisible, With liberty and justice for all.”. Vores lærer nævnte ikke noget særligt om dagen, men på tavlen stod der “9-11-01 – never forget!”, som der havde stået siden jeg startede i skole. I digitalelektronik så vi lidt tv og så snakkede vores lærer om hvordan han oplevede 11. september. Eleverne bliver ikke draget særlig meget ind i undervisningen. I 3. time havde vi engelsk, hvor vores lærer først holdt et lille foredrag, så læste vi nogle forskellige artikler fra dagene efter 11. september 2001. Dernæst gik vi ud i The Quad, en kæmpe trekant hvor der var plads til alle 2400 elever. Rektoren holdt en tale og vi så lokale politifolk. Så var der 1 minuts stilhed. Det var ret svært for alle 2400 at være helt stille, men på denne specielle dag tror jeg det lykkedes for alle sammen – samtidigt! Så blev den amerikanske nationalsang sunget. Jeg vil tro det var en pige fra skolen. Man kunne kun høre hendes meget flotte stemme og den kvalte gråd i baggrunden. Jeg blev virkelig rørt. Hele dagen havde jeg ikke vidst hvilket ben jeg skulle stå på (jeg valgte dog at stå på begge ben under hele ceremonien). Jeg blev spurgt 2 gange om jeg overhovedet vidste at det var sket. Det skuffede mig lidt – amerikanerne må gerne til at se lidt ud over deres næsetippe og grænser. Men jeg har virkelig haft det mærkeligt fordi jeg ikke havde den samme patriotisme som mine amerikanske venner. Det har alt i alt bare været en sær dag jeg skulle igennem hurtigst muligt.

25. september 2002
I fredags var det store øjeblik: Jeg sad i bussen på vej hjem fra skole og stirrede tomt ud ad vinduet. Pludselig gik det op for mig at det hele ikke længere var nyt for mig. Jeg havde vænnet mig til palmetræer langs vejen og det solbrændte terræn. Det var en ubeskrivelig oplevelse! Men nu føler jeg virkelig at jeg ER her og ikke bare er gæst. Det meste af min tankegang foregår også på engelsk nu, men i ny og næ kan der godt ryge et dansk ord ud af munden, især hvis nogen stiller mig et spørgsmål mens jeg funderer over noget. Kim fra min engelskklasse fik et meget forbløffet udtryk i ansigtet da jeg resolut svarede hende “Næh!” på et ligegyldigt spørgsmål.
Weekenden foregik hos Sandys søsters familie i Chico, 4 timers kørsel nord for Merced. John, deres søn, holdt computerparty for nogle af sine venner og Matthew og jeg deltog. Det var meget hyggeligt, men jeg kunne ikke holde øjnene åbne hele natten. Jeg brugte også en del tid sammen med min værtskusine Kelly, hun var lige i alderen hvor hun var ved at tage kørekort, det vil sige 16 år. Hendes humor, adfær og udseende vækkede mange gode minder fra Danmark.
I går begyndte jeg at snakke med Mary, som er i min økonomiklasse. Hun var enormt sød og inviterede mig med til en fodboldkamp i dag – det har jeg været til og det var rigtig hyggeligt. Jeg mødte også Mia som er halvt finne og vi snakkede længe sammen. Dem kan jeg godt lide, så det er dejligt jeg er blevet inviteret til at hænge ud med dem.
På fredag skal jeg med til footballgame (Amerikansk fodbold) med dem. Vi skal spille mod den anden high school i byen og det er årets største kamp. Vi er Cougars, pumaer, og den anden skole er Bears – I The Quad, som er fællesarealet, har der i dag været slå-til-bjørnen ligesom man slår til en tønde med en kat indeni til fastelavn. På fredag er der masseofring af teddybjørne i fællesarealet – alle Cougar-elever er velkomne til at sprætte deres teddybjørn op på den mest makabre måde. En særdeles social aktivitet. Jeg hørte at rektoren sidste år havde deltaget i festlighederne.
Jeg havde en god, lang snak med min basketballtræner, Mr. Hunter (vi må kun kalde vores lærere ved efternavn – velkommen tilbage til den gammeldags skole!), og udfaldet af dette var at han gerne ville have mig med på holdet – så i weekenden skal jeg til basketballstævne i Fresno, en by på størrelse med Århus. Jeg glæder mig meget. Søndag tager jeg til YFU-møde med hele min værtsfamilie. Det bliver dejligt at gense udveklingsstudenterne jeg mødte da jeg besøgte Katja.
Det er ret sært at være Kristian alene i USA. Jeg har mødt masser af dejlige mennesker herovre og det er virkelig skønt at være her! Men der er også de rolige stunder hvor man kan tænke tilbage på lille, dejlige, rolige Danmark. Apropos rolig, saa er det værste ved at gå på Golden Valley High School at vi har haft problemer med slåskampe, hvilket har resulteret i at der er vagter i frikvarterene. Og det er virkelig ikke rart at føle sig overvåget hele tiden!

7. november 2002
Det er efterhånden længe siden jeg har fået skrevet hjem. Det må siges at være på tide, for der er sket en masse.
Den 31. oktober var der Halloween. Folk var klædt i sjove dragter – jeg tog en masse billeder. En gut fra min digitalelektronikklasse der hedder Eric var klædt ud som en eller anden ond morder, så hele dagen gik han rundt i blå kedeldragt, med en hvid maske og en springkniv. Han sørgede bevidst for at komme for sent til timen, men det gjorde ikke noget på denne specielle dag. Normalt skal man samle affald op i 6. time for hver 3. gang man kommer for sent til time. Vi morede os gevaldigt. Ruben havde klædt sig ud som Hawaiipige i bar overkrop. Han var syg næste dag. I musiktimen var Lauren, vores bassist, klædt ud som en ko. Hun er vegetar, så hun havde skrevet “Don’t eat me!” på det skilt hun bar. Vores trommeslager, Manuel, som forøvrigt er det mest enorme menneske jeg nogensinde har set, kunne
ikke finde klædudtøj i hans størrelse, så han havde klædt sig ud i store sorte plasticsække. Han var utroligt charmerende!
Om aftenen spiste jeg sammen med Aimees forældre og senere var Aimee og jeg i biografen hvor vi så Sweet Home Alabama.
Dagen efter startede basketballsæsonen med en træning klokken 6 om morgenen. Jeg havde på forhånd meldt fra. Jeg var ellers kommet i så fantastisk form at jeg kunne løbe fra alle de andre på mit hold, men kunne kun slå to ud af 11 når vi spillede 1on1 og det var en meget vigtig grund til at jeg stoppede. Det blev også krævet at vi mødte op til træning 6 gange om ugen, pånær Herrens dag. Jeg syntes det ville blive for meget hvis jeg skulle være så heldig at komme på holdet. Jeg sagde det direkte til min træner og det havde han det helt fint med. Vi fik sagt nogle pæne ord til hinanden, for jeg kunne faktisk godt lide hans pinefulde træningmetoder. Har faktisk tabt omkring 5 kilo siden jeg ankom. Så nu er
jeg blevet overført til svømmeholdet. Svømmeholdet starter først rigtigt på tirsdag eller på onsdag, afhængigt af hvordan vandpoloturneringen går. Så de seneste par dage har jeg trænet vandpolo, hvilket har været fornøjeligt.
Senere, fredag den 1. november, var der Homecoming. I to uger havde vi næsten hver aften øvet en speciel dans som vi skulle fremføre i halvlegen af footballkampen mellem Golden Valley High School og Modesto, en anden high school. Vores dans gik overraskende godt og vi vandt konkurrencen med de 3 andre årgange. Min værtssøster Renees årgang, freshmen, blev nummer 2.
I dag har det regnet rigtigt for første gang siden marts. Vi har kunnet se bjergene i horisonten – et sjældent syn, for der er alt for støvet og forurenet. Men med de 3-4 timers regn der har været i dag er det virkelig blevet kønnere. Her til aften er jeg blevet klippet. Frisøren snakkede løs og lovede mig blandt andet at blive klippet som Ricky Martin, men jeg
synes nu mest af alt jeg ligner mig selv når jeg er nyklippet. Det har jeg det også bedst med.
Jeg har ikke de store planer for weekenden. Fredag aften skal jeg til byens lokale teater og se et stykke. Jeg ved ikke meget om det, men billetterne er sikrede. Lørdag spiller det jazzband jeg spiller klaver i koncert i byens kulturcenter omkring klokken 10 om morgenen. Det skal nok gå godt – vi har fået utrolig meget træning af at spille i 45 minutter hver skoledag siden midten af august.

17. december 2002
I midten af november var jeg med min kirkegruppe i en hytte oppe i bjergene. Vi havde det sjovt og hyggeligt – jeg lærte mange af dem at kende godt og det sætter jeg pris på. Vi læste i Bibelen og vores meget sjove ungdomspræst Scott fortolkede det for os.
I ugen efter var jeg i biografen med to sydamerikanere, Ronny og Bernal. De har et lidt anderledes ordforråd fordi de bor i ghettøn. Filmen var som forventet ikke en man tager en pige med ind at se. Men for os tre var den yderst morsom!
Da Ronny kørte os hjem i sin mors bil hørte vi mexicansk hitradio så højt som de stakkels højttalere nu kunne spille. Når han tændte for blinklysene før han drejde gik bilstereøn helt ud. Det morede vi os meget over. Jeg tror næppe det var en autoriseret mekaniker der sidst så på den bil!
Fra 27. til 30. november havde vi Thanksgiving. Denne helt specielt amerikanske tradition går ud på at man spiser kalkun og alt hvad der hører sig til indtil man ikke kan mere og så derefter dessert. Den historiske baggrund er, at indianerne lærte de nyankomne kolonister at dyrke jorden og overleve vinteren og det var kolonisterne så glade for at dem der overlevede første vinter holdt et kæmpe ædegilde anden vinter. Vi hyggede os rigtigt og jeg fik en chokoladejulekalender fra min værtstante, Sandie. Sent fredag aften gik jeg i gang med at skrive et digt på engelsk om hvordan det var at komme ind i venteværelset hos lægen. Matthew hjalp mig med at få det hele til at rime og efter nogle af vores
familiemedlemmers udsagn grinede vi meget længe. Der var mange gode ideer oppe at vende den aften.
Godt mætte drog vi tilbage til Merced. Matthew kørte bilen et stykke af vejen – han er blevet en god chauffør.
2. december kom vi i skole igen og jeg skulle aflevere mit digt. Min lærer ville ikke give mig de 100 points jeg mente jeg fortjente fordi jeg kun havde skrevet 9 vers i mit digt og han ville have præcist 10. Jeg kender kun et stupidt rockband der mener at kvantitet er kvalitet og det gjorde jeg min lærer opmærksom på i et nyt digt på præcist 10 linjer. Lige nu har jeg højeste karakter i min engelskklasse hvor jeg er den eneste udvekslingsstudent. Min lærer ser kun om vi har skrevet navn på de papirer vi afleverer og så får vi ellers points for det ligemeget hvad vi skriver.
5. december havde vi jazzkoncert. Jeg spillede med på klaver som den ene af tre pianister (dog ikke sekshændigt). Min lærer, ved navn Mr. Christensen, fortalte foran det store publikum at han var meget glad for at have mig i bandet og at jeg skulle opsøge hans familie. Men jeg var meget stolt. Det var anden gang i mit liv jeg havde slips på, for det skal man jo have til en koncert. Bward!
8. december var jeg til en fødselsdag hos en af mine venner, Lisa. Hun fyldte 18 og min veninde Aimee og jeg havde købt en stor og flot gave i en eller anden moderigtig butik i det lokale shoppingcenter. Vi spiste på en mexicansk restaurant og det var sådan set fødselsdags”festen”. Da tjeneren kom og lagde min og Aimees (mest min) regning på bordet blev jeg noget overrasket, for jeg trøde da at man beværtede sine fødselsdagsgæster. Godt ord igen, for Aimee fortalte at sådan gik det bare til i USA.
I den netop overståede weekend har jeg så småt begyndt julen. Vi drog til San Mateo, lidt syd for San Fransisco, med familien og spiste sammen på en rigtig god og fin italiensk restaurant. Da vi var færdige med de 5 retter bestående af alt fra blæksprutter (de smager virkelig godt!) til noget så jordnært som pasta tog vi hjem til familien der bor i San Mateo. Vi pakkede gaver ud og minsandten om der ikke var masser af gaver til mig. Jeg fik en sweater, en t-shirt, et træskilt hvor der står “Kristian’s room” til at hænge på døren til mit hus, et gavekort til en tøjbutik og noget chokolade.
I kan høre jeg har det godt!
I mandags og i dag har vi haft regnvejr. Det har styrtet ned! Vi fik vand ned gennem taget og det var Sandy ret irriteret over, for de havde lige fået nyt tag på huset i foråret. Vejene havde 30 cm vand og strømmen røg mange steder. Men ligemeget – jeg var til svømmetræning. Jeg tror jeg kommer på førsteholdet og jeg er nået under 1 minut på 100 yards fri. En anden rekord jeg satte var 50 yards under vandet uden at trække vejret. Mine holdkammerater sagde at jeg var blå i hovedet da jeg kom op – ligesom en smølf.
I dag kom pakken fra Svendborgvej 37. Der var hele 6 kilo pakker, kager, konfekt og andet godt. Jeg glæder mig meget til juleaften og der kom lige en stor portion ekstra julestemning i mig da jeg smagte den første brunkage.
Mormor var så sød at tænke på mig med en pose pebbernødder allerede før december.
I dag har jeg afsluttet første semester. Jeg er ret sikker på at få karakteren A i alle mine fag.
Jeg har afsluttende eksaminer for semestret (eng: Finals) i morgen og jeg tror det vil gå godt. Jeg skal ikke testes i sport, men i musik skal jeg spille 7 skalaer for min lærer og i programmering skal vi (2 asiater og jeg) fremvise det spil vi har brugt den sidste måned på at programmere. Torsdag har jeg så de sidste 3 prøver: Økonomi, digitalelektronik og engelsk og derefter er der dømt lang juleferie.

29. december 2002
Onsdag den 18. december var jeg i biografen med Aimee for at se Lord of the Rings: The Two Towers. Aimee kendte næsten ikke til emnet, så jeg tog hende i at sige “The Twin Towers”, hvilket er en langt sørgeligere episode. Biografsalen var helt fyldt op. Jeg syntes filmen var fantastisk, men Aimee var mere til den romantiske filmgenre. Dagen efter var sidste skoledag. Jeg tog de sidste 3 tests og tror det gik udmærket. Det begyndte at storme kraftigt udenfor, det var jo næsten som i Danmark. Faktisk meget hyggeligt. Jeg var i Fresno, en by på størrelse med Aarhus lidt sydpå, for at shoppe. Søndag aften besøgte vi til Peter og Rochelle. Peter er halvt tysker og halvt dansker og han er groet op i Canada. Peters mor, Agnes, var der. Hun er bornholmer og det var meget sjovt at snakke dansk med hende. Hun kunn finde på at skifte fra engelsk til dansk midt i en sætning og det gjorde at det pludselig kun var Matthew og mig der forstod hvad hun sagde. Vi fik god (noget af det dansk) mad og havde mange interessante diskussioner.
Lillejuleaften var Troy, Renee og jeg i Modesto Mall, et butikscenter i to etager. Det er gigantisk stort og der var mange sjove butikker at finde gaver i. Vi var også i en butik der hedder World Market hvor man kunne få Ritter Sport og Toblerone samt Haribo-lakrids. Jeg købte lidt af hvert, for man skal jo nyde julen, “Først skal træet spises, siden skal det vises”, eller hvordan det nu er. Matthew og jeg har sunget vores forvanskninger af danske julesange for hele familien. Søren Banjomus indgik i dem alle.
Juleaften tog stod vi tidligt op og tog til Yosemite National Park. Der var kommet sne deroppe og det var rigtig flot. Vi gik rundt i området og ved middagstid stod vi på skøjter. Det var rigtig hyggeligt. Vi lavede piruetter og blev efterhånden gode til det. Renee var sikker på at 95% af skøjteløberne havde prøvet det mindre end 2 gange før, for det gik ikke så
hurtigt med at løbe rundt. Efter næsten to timer satte vi os ind i bilen og begyndte at køre hjemad. Jeg havde snakket om at slås med snebolde og på vej hjem gjorde Troy holdt ved et åbent område. Der var omkring en halv meter
sne og vi gik udenfor. Desværre havde jeg både Renee og Troy mod mig, så de fik desværre vasket mig godt og grundigt. Vi satte os alle ind i bilen – drivende våde, men det var virkelig sjovt at se sneen igen. Om aftenen tog
vi på en mexicansk restaurant, La Nita, og spiste. Maden var rigtig god, selvom det ikke var helt almindelig mad på en juleaften. På vej hjem kørte vi rundt i byen og så på huse. Her i Amerika er der næsten altid et par meter åben græsplæne i forhaven og ingen buske, så der er frit udsyn. Det pynter amerikanerne så op med lys. Et af husene kalder vi her i familien “The sun” fordi der er så meget lys at de indefra ikke kan se forskel på dag og nat. Det er faktisk ret afskyeligt, men på samme måde charmerende. På vej hjem tiil huset kørte vi forbi Blockbuster og lejede to film, Godfather og Italian for beginners. Den sidstnævnte er en dansk dogmefilm og den er kommet til Amerika og har haft succes i biograferne, så nu lejede vi den på DVD. Jeg havde det egentlig lidt underligt med at sidde og se en dansk film
(der var engelske undertekster) juleaften. Klokken 11 tog Renee, Troy, Sandy og jeg i kirke. Vi sang “Silent night” (samme melodi som Glade jul) og tændte stearinlys mens alt andet lys var slukket. Det var rigtig flot!
Efter vi kom hjem måtte man åbne én pakke hver: I min var der en pruttepude, som vi havde meget sjov med.
Juledag vækkede Renee mig klokken 9 om morgenen. Jeg stod op og minsandten om selveste julemanden ikke havde været der. Over kakkelovnen var der tre sokker, der stod hhv. Renee, Matthew og Kristian på dem. De var fyldt med
små pakker, mest chokolade. Lige efter gik vi ind i tv-stuen hvor juletræet står. Vores juletræ ser flot ud – farvede lys og guldfarvede kæder hele vejen rundt. Det står i et hjørne og indbyder ikke til dans. Julemanden havde også efterladt pakker under træet. Jeg fik mange gode pakker, bl.a. havde fætter Jakob og kusine Karoline tegnet og skrevet to bøger til mig.
Jeg fik en masse gode bøger, jeg er allerede omkring halvvejs i Jakob Ejersbos Nordkraft – den har fanget mig og stjålet nattetimer. Jeg ringede hjem og snakkede i telefon med familien og Mads og Maria – det var bare skønt at høre om hvordan det gik hjemme i Danmark. Om eftermiddagen kom bedstemor og bedstefar og vi spillede et spil der hedder Mexican Train og spiste derefter julemad. Vi havde en rigtig hyggelig aften! Familien er bare rigtig god.
I går fik vi besøg af Sandys søster, Susan, hendes mand Joel og deres børn Kelly og John. Vi har haft det rigtig hyggeligt, lagt puslespil og set film. De er her faktisk lige nu, så derfor vil jeg slutte.

19. februar 2003
Min kirke holdt i midten af januar et møde om en tur til Mexico hvor vi skal bygge huse til hjemløse familier. Jeg synes dette er en rigtig god mulighed for at hjælpe nogle af de udsatte i verden i stedet for at følge den krigeriske stil som bliver kørt i øjeblikket. Vi skal bruge hele påskeferien på at bygge husene. Jeg er sikker på at det bliver en rigtig hård uge. Vi er små 40 der skal afsted, så vi regner med at bygge mindst 2 huse. Vi skal arbejde hele dagen og sove på et børnehjem. Jeg er meget spændt!
I slutningen af januar havde vores musiklærer, Mr. C (egentlig Christiansen), fundet på at vi skulle øve i 3 timer og få bekendte til at sponsorere os ved denne lejlighed. Hele projektet var sat i gang for at vi kunne komme til Fullerton i Sydcalifornien i april. Vi skulle betale $155 hver for at komme af sted. Alle musikerne i de to jazzbands havde derfor
fået besked på at spørge naboer og familie om donationer til denne tur. Matthew, som spiller i a-bandet, og jeg ringede på ved 5 naboer og efter en times “arbejde” havde vi tjent $112 – HVER! Det var bare alt for meget, men
jeg synes det er imponerende at se hvor venlige amerikanerne er. De sidste $50 har jeg siden tjent ved at sælge chokolade på skolen. Aftenen hvor rehears-a-thon’et foregik spillede vi direkte fra bladet og Mr. C pegede
bare på dem der skulle spille soloer. Det var bare fedt!
I februar startede selve svømmesæsonen. Januar havde vi brugt på at løbetræne, for der var vist en regel der sagde at man ikke måtte svømmetræne i januar. Det samme gjaldt for basketballholdet – vi trænede i smug indtil november. Det har indtil nu været en fornøjelse at svømme næsten hver dag. Jeg har også prøvet at hoppe fra vipper, det var dog ikke mig, så jeg tror jeg holder mig til at svømme på tværs.
I frokostpausen hænger jeg ud med en masse forskellige mennesker, bl.a. Rachel som er cheerleader. Hun er sød, charmerende og aldrig bange for at sige noget. Jeg husker ikke hvordan vi kom ind på emnet, men vi diskuterede
rejsemål og Rachel sagde at hun meget gerne ville til Egypten. Jeg sagde at det var et muslimsk land, så det ville være klogt at have en mand med og at vi kunne rejse sammen. Det syntes hun var en mægtig ide – hun sagde “Ja! Så kan vi også se resten af Sydamerika sammen.” Jeg stod med åben mund og var dybt forbløffet over hvordan hun kunne få placeret Egypten så forkert på verdenskortet.
Aimee og jeg skulle til Valentine’s dance – en slags formel fest. Vi var på shopping for at finde nyt tøj og fik taget omkring 20 billeder før vi tog på restaurant og spiste middag. Derefter tog vi til festen og dansede aftenen ud. Musikken var ikke (som jeg naivt havde troet) kærlighedsmusik, men i stedet en masse r&b, rap og endda en smule rave. Der er en masse små asiater der er vildt gode til at breakdance. Man kan se dem snurre rundt på både numsen og nakken hver dag i frokostpausen i skolens cafeteria. De er ret dygtige og det ser ret godt ud! Kærlighedssange blev der dog stadig spillet
lidt af og desuden var der en masse af mine venner, så det var en rigtig dejlig aften.
Den 14. februar var det Valentine’s day hvor man skal fortælle alle sine nærmeste hvor meget man holder af dem. Nogle havde kager med og en masse piger havde faæt balloner af deres kærester eller hemmelige beundrere. Jeg syntes det var alt for meget med al den plastic, men det er jo kun Valentine’s day en gang om året, så jeg havde købt hjerteformede chokolader til Aimee. Vi var også i biografen for at se How to lose a guy in 10 days. Nu ved hun i hvert fald hvad hun ikke skal gøre. Filmen var ellers meget morsom, men lidt for meget Hollywood.
Dagen efter stod jeg op klokken 5 og kørte med familien til Los Angeles. Vi var på et museum der hedder The Getty. Det lå på en bjergside med en fantastisk udsigt over Los Angeles og man skulle køre med tog for at komme op. Museet var bygget i midten af 90’erne, så alt virkede nyt og moderne. Der var kunst fra romantikken og desuden noget helt moderne. En kunstner ved navn Bill Viola havde en udstilling kaldet The Passions. Det var videobilleder i slowmotion og uden lyd. Meget fascinerende. På vej ind på museet kunne jeg høre et sprog jeg kendte, så jeg vendte mig om og spurgte “Er I danske?”. De svarede “Ja” og så havde vi en lille samtale. Sandy startede på dansk og slog derefter over i engelsk. Det var første gang jeg havde mødt danskere, så jeg var ekstatisk.
Vi kørte gennem Beverly Hills som er en meget lukket bydel. Efter at have forsøgt at se på huse (vi kunne kun se den 2,5 meter høje mur foran) kørte vi downtown for at se hvad der var. På den fornemste gade, Rodeo Drive, var der endda en Bang&Olufsen-butik, så jeg blev lidt stolt over mit fædreland. Dernæst kørte vi til Venice Beach for at gå langs stranden. Venice Beach er et kvarter hvor flipperne hænger ud. Jim Morrison var kendt i området i sine unge dage. Der var mange gadehandlere og små butikker, så vi gik en lang tur. På stranden var der for hver 100 meter et lille hus hvor livvagterne
kunne sidde, men det var februar, gråvejr og klokken var 6 om aftenen, så det var tomt. Der var en masse musikere der mødtes på stranden, så vi gik hen til dem for at høre. Det virkede ikke som om de havde øvet sig, for alle spillede deres egen rytme, men til sammen lød det faktisk godt. Der var en masse mennesker der dansede rundt og det hele var oplyst af stearinlys.
Dernæst tog vi til hotellet 1 blok fra lufthavnen, så vi kunne se (og høre) fly lande og lette hele natten. Los Angeles er konstant oplyst og det er ret fascinerende på sin helt egen måde. Jeg havde en måned i forvejen forsøgt at købe billetter med basketballholdet Los Angeles Lakers, men alt var udsolgt. Jeg har siden hen læst at holdet tabte kampen.
Søndag tog vi på en tur til Hollywood. Det var lidt af et kick bare at se det verdenskendte skilt hvor der står Hollywood med store bogstaver. Vi brugte det meste af tiden på at gå rundt på hovedgaden. Hver anden flise havde en kendt skuespiller, instruktør eller musikers navn og vi så også en plads hvor der var finger- og fodaftryk af kendte. Det var ret sjovt at se det. Inde i en af de utallige butikker viste Matthew mig en familie hvor alle var blonde. Jeg så at kvinden havde en Fjällräven-rygsæk med en lille legofigur som nøglering på og gik straks hen til dem, lyttede til deres samtale i et par sekunder og snakkede så bare til dem. De var fra Fredericia og jeg kunne tydeligt høre deres jyske accent.
Dernæst gik turen hjemad. Renee og jeg tog i kirke om aftenen og jeg blev der til klokken halv elleve og spillede basketball med nogle andre gutter. Der er et par af dem der spiller på de lokale high schools førstehold, men
jeg fik scoret nogle points alligevel.
Jeg er lige kommet hjem fra basketballkampen mod Atwater High. Den endte desværre i deres favør. På fredag er det årets sidste og største kamp mod Merced High, byens anden, rivaliserende high school.
Jeg vil slutte af med at fortælle at jeg har fået en hjemrejsedato fra YFU. Jeg skal hjem den 9. juli forfærdeligt tidligt om morgenen og kommer hjem den 10. juli.

11. april 2003
Så er det vist tid til endnu en opdatering fra Californien. Det går rigtig godt – på YFU-orienteringen før vi tog af sted fik vi at vide at det sidste halvår ville blive det bedste. Og det må jeg bestemt give medhold i!
Skolen er fin nok. Jeg har lært meget om hvordan det amerikanske skolesystem fungerer og er flyttet fra min programmeringsklasse, hvor jeg ikke lærte meget nyt, til Precalculus, som er det matematikniveau der dækker 1.g og en
del af 2.g-niveau i matematik. Tro det eller ej – jeg har rent faktisk nydt at lære noget fagligt. Men det var lidt hårdt pludseligt at skulle lave lektier hver eneste dag. Nu har jeg dog fået det indarbejdet i den daglige rytme.
Første dag i marts var jeg med hele familien i Fresno. Vi mødtes med morbror Tim, tante Sandy og tusine Katie og spiste på en italiensk restaurant. De serverede en fremragende middag og med fyldte maver tog pigerne på shopping,
drengene til basketball. Fresno State Bulldogs, som er det Fresnos største colleges hold, spillede mod Nevada Wolfpack. Selvom jeg var stået op klokken halv otte den lørdag morgen hvor billetsalget åbnede blev vi placeret helt oppe under loftet. Det gjorde dog intet, for stemningen var suveræn der. Det hele var skruet en tand ekstra op, dels fordi det var divisionens to bedste hold der spillede, fordi det var sæsonens sidste hjemmekamp og fordi det var sidste gang Fresno State spillede en kamp i Selland Arena. De havde nemlig fået bygget en helt ny og meget større arena der skulle tages i brug næste sæson. Da vi trådte ind i arenaen kunne jeg mærke hvordan lyden tiltog for hvert skridt jeg tog og da bolden blev kastet op i luften var stemingen bare helt i top. Kampen var meget tæt og intens og vinderen blev først fundet
efter anden tillægstid.
Godt hæse tog vi hjem til Tim, Sandy og Katie. Pigerne havde fået købt stort ind. Der stod en lilla pakke på bordet som var til mig. Indeni var der rugbrød. Uhm! Et par dage efter stegte jeg frikadeller til aftensmad og de var i vældig høj kurs. Næste dag kunne jeg stolt præsentere min madpakke. Mine venner syntes ikke specielt om udseendet, for hvad var det? “Kødboller på brunt brød”! Det havde de aldrig set før.
Weekenden efter var jeg til holdkapmesterskaber i svømning. Min skole klarede sig ganske udmærket. Vi tog af sted klokken seks om morgenen og regnen silede ned. Omkring klokken halv ni forsvandt samtlige skyer fra himlen og jeg tog årets første solbad. Om aftenen havde min kirke arrangeret endnu en fundraising: Vi havde arrangeret kæmpe middag som i anledning af St. Patricks dag og fordi vi ligger så tæt på Mexico havde en blanding af mexicansk og irsk mad. Der var underholdning og alle os der skulle til Mexico for at bygge huse havde fået til opgave at varte gæsterne op. Vi gjorde det så godt vi kunne og det så ud til at have givet bonus. Alle spiste gratis og det var derefter op til gæsterne at donere penge til vores tur. Omkring 100 gæster gav over $6000 til os. Så nu er vi klar til at tage af sted.
Endnu en uge gik med sjov og ballade (selvfølgelig mest sjov) og den 22. marts var jeg blevet inviteret af til ishockeykamp i førnævnte Selland Arena. Det var et lokalt hold der spillede mod deres store rival fra San Diego. Jeg har aldrig set noget lignende! Arenaen var ikke fyldt halvt op, men stemningen var god: En masse halvfulde, glade fans fandt på de absolut platteste slagsange og kampen var i de første to perioder meget spændende. Allerede efter halvandet minut var den første slåskamp på isen begyndt. Dommerne stod bare og så på, for de skulle ikke nyde noget. I tredje periode tog Fresno Falcons fra og vandt 6-2. Det var en kæmpe oplevelse!
Torsdagen efter skulle jeg med skolens to jazzbands til Fresno. Mit bands koncert gik rigtig godt og vi fik 3 1-taller af dommerne – det er den bedste bedømmelse man kan få. Efter vi havde givet koncert tog vi til et andet lokale hvor en af dommerne fortalte os i detaljer hvad vi skulle forbedre. Da jeg kom ud stod en masse elever fra Kerman High School deriblandt tyske Gesa som jeg straks genkendte. Vi gik rundt en del af dagen og havde det rigtig hyggeligt.
I weekenden tog vi til Chico for at besøge moster Susan, onkel Joel, kusine Kelly og fætter John. Det var rigtig hyggeligt. Kelly havde en kvindelig birolle i et skuespil om nogle drenge der levede på en mentalinstitution. De havde en pædagog og han var deres eneste kontakt til omverdenen. Skuespillet var meget flot fremført. En af dosmerne havde en mani med donuts og han spiste dem på livet løs. I pausen og efter stykket blev de resterende donuts solgt, så jeg fik dagens sukkerbehov stillet.
I den forløbne weekend var jeg på årets store tur med jazzbandet. Vi tog til Fullerton i Los Angeles og spillede. Koncerten, som vi spillede lørdag formiddag, gik rigtig godt og vi fik endnu en gang 3 1-taller. Om eftermiddagen tog vi i Disneyland. Jeg gik rundt med 3 af mine gode venner: Tom, Mike og Cameron. For Cameron og jeg var det vores første tur nogensinde, så Mike og Tom guidede os igennem de sjoveste forlystelser. Mange af dem mindede mig om Legoland – især Splash Mountain som mindede mig om kanoturen. Der var også en indendørs rutsjebane som gik ekstremt stærkt
og en særdeles livagtig Indiana Jones-tur hvor jeg blev slemt forskrækket, første gang hvor der blev “skudt med luft” fra begge sider og anden gang hvor en kæmpe sten kom rullende mod os, men vi i sidste øjeblik dykkede ned
gennem et sort hul i jorden. Vi havde det enormt sjovt sammen og Mike og jeg fik et billede sammen med Fætter Fedtmule og vi havde en fed tur! Vi blev der lige til parken lukkede omkring midnat.
I onsdags var jeg til Young Writers’ Conference i Fresno. Matthew vandt President’s Award for et kærlighedsdigt han havde skrevet mens han var i Danmark. Jeg var meget imponeret da han viste det til mig forrige år og blev faktisk ikke overrasket over at han vandt. Det blev desuden trykt i en bog som alle deltagende fik udleveret. Dagens taler var ubegribeligt kedelig at høre på. Min engelsklærer som sad ved siden af mig faldt rent faktisk i søvn – sikke et godt eksempel! Om eftermiddagen var det dog enormt spændende – vi blev delt ind i hold på en 10-12 stykker per laerer. På mit hold beskaeftigede vi os med digte og vores lærer gav en masse tips og inspirerede mig meget!
I dag, fredag, har jeg været til svømmestævne. Jeg opnåede at blive nummer 2 i 100 yards butterfly, men desværre gik det ikke så godt for holdet – vi tabte.
For lige kort at gå over det jeg bliver spurgt om i næsten hvert eneste brev jeg modtager: “Hvordan har amerikanene det med Irak-krigen?”. Det er faktisk ikke særlig slemt at være her. Faktisk har amerikanerne næsten allerede glemt at de er i krig, for efter de første fem dages bombninger har der ikke været meget at bemærke. Der var før krigens udbrud demonstrationer omkring i landet, men jeg deltog ikke – det var dog ikke fordi jeg ikke havde lyst!
Baseballholdet San Fransisco Giants spiller mod rivalen Los Angeles Dodgers i morgen eftermiddag. Det bedste er, at Aimee har skaffet billetter, så vi skal med hendes storesøster og hendes storesøsters kæreste til kampen for at
se dem spille. Jeg har endnu ikke set en baseballkamp live, så jeg tror det bliver en kæmpe oplevelse – især fordi parken vil være fyldt totalt op.
Mexico nærmer sig også hastigt. Vi skal have vort absolut sidste møde før vi drager af sted på søndag.
Jeg tager til Washington og dernæst New York i begyndelsen af maj sammen med førnævnte Gesa og fyrre andre udvekslingsstuderende.
I må alle have det rigtig godt. Jeg ønsker jer en glædelig påske.
Kærlig hilsen Kristian

12. maj 2003
Torsdag den 17. april var jeg med svømmeholdet til Conference Finals – et svømmemesterskab for de 10 hold i vores division. Vores drengehold klarede sig udmærket og fik en 5. plads. Jeg var på vores 4×50 yards fri-hold og vi kvalificerede os til et endnu større stævne, sections, som dækker næsten hele det centrale Californien. Det er i midten af maj og vi skal træne hårdt. Min træner mener vi skal barbere ben for at opnå optimal aquadynamisk effekt til selve stævnet. Jeg fortalte ham at det var imod min religion og derfor kan han ikke gøre noget. Tyske Freddy og jeg er de
eneste på svømmeholdet der ikke har glatte ben nu.
Lørdag den 19. april klokken 7 om morgenen tog vi af sted mod Mexico. Vi blev placeret i 5 minibusser og fik sagt farvel. Det var en tur på 12 timer uden de store oplevelser indtil vi kom over grænsen til Mexico. Da vi kom over grænsen kørte de to første busser for fuld fart mod det børnehjem hvor vi skulle bo. Vi blev separeret og de 3 resterende busser
(hvor jeg sad i en af dem) mødtes på en resteplads ud for en McDonalds. På vej derhen holdt vi stille i et lyskryds og en eller anden sindssyg mexicaner kørte lige ind i vores kofanger. Der skete intet med vores bil, men han blev enormt sur. På restepladsen kom en sikkerhedsvagt forbi og da vi spurgte ham om vej hoppede han ind og guidede os til en rundkørsel, for alle rundkørsler i Tijuana har en stor figur i midten som de kan genkendes på. Vi gav manden 20 dollars og han gik straks hen og købte stoffer for dem. Kort efter kom der en bil og guidede os til børnehjemmet.
Påskesøndag, fik jeg for første gang mulighed for at se Tijuana i dagslys. Børnehjemmet lå højt oppe på et bjerg hvorfra der var udsigt ud over en anden bjergside fyldt med huse. Alt var skrald. Jeg kunne ikke se så meget som en meter asfalt. Hele ugen så jeg forresten ikke et eneste vejskilt. Vi var ikke engang 30 km fra grænsen til USA og det var den 3. Verden. Jeg var virkelig skræmt af dette.
Vi tog ud til vores byggeplads og fandt ud af at der var omkring 4 kubikmeter jord der skulle flyttes. Jeg fik chancen for at svinge en hakke for første gang i mit liv og om aftenen kunne jeg knapt løfte armene da vi skulle spise middag.
Mandag hakkede vi færdigt og begyndte at forberede det betongulv der skulle lægges. Vi løb tør for snor, men fordi jeg er så god ved mine tænder havde jeg en rulle tandtråd med i min taske, så vores målesnor havde mintsmag. Jeg kom desværre til at hakke i snoren så den gik i stykker og da en af de andre svovlede vendte jeg mig bare om, gav ham et
stort smil og sagde “I did it”. Fra det øjeblik blev alt hvad der gik galt gjort til min skyld og det syntes alle, inklusive mig, var sjovt. For eksempel var jeg nede for at hente vand i brønden for enden af en lille bakke da en trillebør fyldt med flydende beton væltede var det selvfølgelig min skyld.
Tirsdagen blev brugt på at bygge væggene til huset og min gruppe naæde så langt foran de 2 andre at jeg onsdag sammen med min ven Jordan blev sat til at køre væg- og loftspladerne ud til byggepladserne. Ved et af de andre huse var der intet toilet og en af de små drenge trækker sine bukser ned og lader nogle fækalier falde ned på græsplænen. Jordan går baglæns med en 2,2×1,2 meter plade og træder lige midt i den. Alle grinede, også den lille dreng og Jordan.
Torsdag var det så blevet tid til at give huset en spand maling og noget tagpap. Jeg brugte hele dagen med at kravle rundt på taget og sørge for at de kommende bebøre ikke ville blive dryppet i hovedet. Da vi om aftenen var færdige overdrog vi nøglerne til den enlige mor som bare stod og græd af glæde. Det varmede virkelig at se hvor meget hun værdsatte vores arbejde.
Fredag begyndte hjemturen og alle var godt trætte. Vi tog vores andet bad på en uge i et splinternyt YMCA-center med alt fra motionscenter til swimmingpool. Sent på eftermiddagen ankom vi til den kirke hvor vi skulle overnatte og vi havde det vildt sjovt. Der var et klaver og jeg gav mig til at spille på det. For første gang i mit liv kunne jeg spille efter
øret og det var ret fedt at opleve.
Vi havde hele ugen været hemmelige tjenere, secret servants, for en anden på turen og jeg havde som gave til mit offer taget et stykke træ fra byggepladsen og skrevet hans navn Jon med søm. Det var enormt grimt og sømmene stak ud på den anden side, så jeg fik den gale ide at tage en rød tusch og skrive hans navn spejlvendt på min mave. Da jeg så stod foran alle de andre og var ved at overdrage gaven til Jon sagde at han skulle passe på sømmene og fortalte at jeg havde ridset mig selv hvorefter jeg løftede op i min t-shirt. Alle grinede og jeg fik senere at vide af mange at jeg klart havde lavet den bedste gave.
Min bønnepartner, Liz, havde skrevet det sødeste brev til mig om hvor meget hun havde nydt at være sammen med mig og at hun håbede på at komme til Danmark og besøge mig – ellers var hun overbevist om at vi ville ses i Himmelen. Jeg var rørt.
Officielt var sengetiden klokken 1, lyset blev slukket klokken 2 og klokken 3 blev alle vækket ved at min 2 meter høje ven Caleb havde hængt en syngende plysabe op i en lysekrone og tændt den. Det var hamrende sjovt.
Lørdag den 26. april kom vi så hjem, beskidte og fyldte med indtryk. Jeg skulle kun gå i skole i fire dage i den efterfølgende uge, så det var ikke så slemt.
Fredag den 2. maj tog Gesa og jeg nemlig til Los Angeles for at overnatte før næste dags flyvetur over Salt Lake City til Washington D.C. I Los Angeles lufthavn kom en pige og spurgte om jeg kunne huske hende. Jeg havde mødt hende til en YFU-havefest i juni 2002 og det var rigtig sjovt at se hende igen. Vi snakkede enormt meget sammen hele ugen.
Vi ankom samlet til Washington sent lørdag aften og spiste pizza i fællesrummet. Jeg fandt efter et par timers snak ud af at min svenske værelseskammerat (faktisk sengekammerat), Olle, også var tosset med computere og at vi faktisk beskæftigede os med det samme.
Søndag den 4. maj stod vi op og spiste hotellets meget gode havregrød og var derefter på en guidet tur hvor vi så Det Hvide Hus, den amerikanske Kongres, FBIs hovedkvarter og en masse andre monumenter, selvfølgelig var
alt på god afstand efter 11. september 2001. Vi var om eftermiddagen på Arlington National Cementery som er den gravplads hvor man kan blive begravet hvis man har været i hæren. Det var lidt interessant at høre alle
historierne bag og vores guide var en god fortæller. Om aftenen tog vi i et 4-etagers butikscenter, men desværre var alle butikkerne lukkede, så vi fik os nogle burgere og vendte dernæst snuderne hjem mod hotellet hvor jeg
sad med tyske Inga, hendes “landskvinde” Alex, svenske Olle og Per samt danske Lina og snakkede.
Mandag lagde vi ud med at tage på Holocaustmuseet. Det virkede enormt ægte, for udstillingen pegede også på nogle af amerikanernes problemer før og under krigen. Det var dog hårdt at se delen om koncentrationslejrene, for der var for én gangs skyld ikke censureret noget. Senere på eftermiddagen tog vi til The Smithsonian Institute som er en kæmpe samling af museer. Vi var bl.a. inde for at se den amerikanske patriotisme når den er størst, nemlig 11. september-udstillingen. Om aftenen fik vi chancen for at se Vietnammuren og monumentet fra Koreakrigen. Det var uhyggeligt at se hvor lang listen over de faldne var. Sent om aftenen kom vi hjem og sad igen oppe til det blev lyst.
Tirsdag pakkede vi så sammen og kørte over Philadelphia til Baltimore hvor vi brugte hele formiddagen. Der var et flot og stort havneområde og vi shoppede en smule. Vi tog dernæst mod New York og op i Empire State Building. Jeg har så meget højdeskræk at jeg ikke bryder mig om at være på 1. sal og med Empire State Buildings 86 etager var det jo lidt af en sensation at jeg kom både op og ned i live. Vores nye hotel var knap så rart at være i, men humøret iblandt os fejlede intet, så vi havde det skægt.
Onsdag var vi på en guidet tur i Madison Square Garden. De havde en teatersal på 2. etage, på 5. etage var der en kombineret basketball- og ishockeyarena der kunne konverteres på 4 timer. Det var meget imponerende at se. Vi spiste frokost i Central Park, som er en kæmpe park på Manhattan. Desuden havde vi en guidet tur, men hun var så irriterende at høre på at jeg lukkede ørene. Jeg tror vi kørte forbi Ground Zero, men jeg kunne altså ikke helt opfatte hvor det var. Vores guide var lidt hysterisk angående 11. september og fortalte at alle i New York havde mistet en bekendt. Hun gav det elendige eksempel at hendes lejligheds ejers datters forlovedes bedste ven var død i World Trade Center. Jeg kan godt forstå at dem der har mistet familie eller nære venner har det svært, men for dem der ikke mistede nogen nære synes jeg altså der er et tidspunkt hvor man skal lægge det bag sig og se fremad og det har nogle amerikanere meget
svært ved.
Senere blev vi sluppet løs på New Yorks gader, mødtes på Hard Rock Cafe for at spise aftensmad og havde derefter til sent på aftenen til at gøre hvad vi lystede. Så vi gik rundt og nød noget gademusik, snakkede med New Yorkere og var i nogle fede musikbutikker.
Torsdag var vi ude for at se Frihedsgudinden. Der blev vist en video og Olle og jeg tog powernaps, så jeg har ikke meget at berette.
Frihedsgudinden var ikke specielt høj, men det var fint nok at se.
Om aftenen tog vi vores pæne tøj på, for vi skulle se Broadwaymusicalen Mamma Mia. Det var helt fantastisk at høre hvordan især moderen sang og stykket var meget morsomt, dog var der for mange mandlige dansere der havde for lidt tøj på. Jeg sad ved siden af svenske Per og han var helt oppe at køre. Han sagde at musikken fra Mamma Mia betød langt mere for ham end den svenske nationalsang. Senere fik vi taget gruppebilleder på Times Square og så tog vi tilbage til hotellet.
Fredag var vi på Madame Tussaud’s og det var sjovt nok selvom jeg for et par år siden var på det originale vokskabinet i London. Denne gang var der bare fokuseret meget på store amerikanske personligheder.
Om eftermiddagen kunne vi så tage på den store shoppingtur.
Vi kom hjem om aftenen og fik bøger med billeder af os alle og vi brugte lang tid på at skrive hilsner til hinanden og sad så og snakkede på fællesværelset.
Lørdag pakkede vi al vores bagage og tog dernæst til De Forenede Nationers hovedkvarter. Sikkerheden der var så stram at Marifa fra Chile fik metaldetektoren til at bippe pga. hendes piercing i underlæben. Det var meget interessant at høre og se – jeg fandt ud af at Danmark havde doneret en hel mødesal. Om eftermiddagen tog vi til Chinatown for at se på gademarkedet. De havde en imponerende piratindustri når det kom til film og musik og man kunne få presset priserne dejligt langt ned. Jeg fik bl.a. sat en bog ned fra 40 til 18 dollars fordi “jeg havde en familie jeg skulle tage mig af”.
Sidst på eftermiddagen blev det tid til at vi skulle rejse. Vi checkede ind i John F. Kennedys Lufthavn i New York og jeg opsnappede i en samtale mellem to lufthavnsansatte at når sikkerhedsfolkene fik flere tasker end de kunne håndtere ville de bare blive sendt igennem uden at blive checket.
Jeg var lidt skræmt – især fordi det var New Yorks lufthavn. Det var lidt sørgeligt at sige farvel, men jeg regner med at jeg ser nogle af dem senere, for de var virkelig med til at skabe en fantastisk og uforglemmelig tur.

Det sidste stykke tid (ikke færdigt)
Den 15. maj udkom vores yearbooks. Det er en bog med billeder fra hele skoleåret og portrætter af alle elever. Der var også en masse blanke sider hvor det var meningen at man skulle få sine venner til at skrive på, hvis man altså havde sådan nogle.
Så nu har næsten alle jeg snakkede med skrevet i den. Nogle af dem, især pigerne, har skrevet nogle enormt søde breve hvorimod mine drengevenner har skrevet nogle ret indforståede, lamme jokes osv. Men det var dejligt at læse alt hvad der er blevet skrevet, for det er et fantastisk minde om et fantastisk år!

Dagen efter var jeg til Sections hvor jeg skulle svømme for førsteholdets 200 yard fri holdkap og 400 yard fri holdkap. Jeg havde sørget for at spise masser af sund mad dagen før og var virkelig klar til at svømme stærkt. Vi havde gjort alt hvad der kunne gøres for at optimere vores præstation, pånær fra at tage stoffer.
Vi klarede os godt og jeg satte personlige rekorder. Jeg var nede på 25,86 sekunder for 50 yard fri og 59,61 sekunder for 100 yard fri. Den sidste tid kunne sagtens blive bedre, for mine vendinger var langt fra perfekte. Mit hold kvalificerede sig lige præcis ikke til næste dags stævne. I 200 yard fri-holdkappen blev vi nummer 24 ud af 48 og i 400 yard fri blev vi nummer 19 hvoraf de første 16 kvalificerede sig til næste dag og nr. 17 og 18 skulle komme til stævnet næste dag og være klar i tilfælde af afbud. Så jeg var meget tilfreds.

Så var jeg om lørdagen til YFU-møde hvor vi skulle forberedes på at tage hjem. Vi havde nogle interessante diskussioner og de foreslog at vi skulle tage billeder af alt hvad der var amerikansk. Så jeg har virkelig nydt at have et digitalt kamera og tror jeg når op på 2500 billeder inden jeg rejser hjem.
Om aftenen havde vi afsluttende koncert med bandet. Fordi jeg havde været på østkysten havde jeg misset 7 skoledage i rap og af den grund var den melodi jeg spillede klaver til blevet taget af programmet. Så jeg spillede i stedet på congas og det var meget sjovt. Vi fik også en masse ros bagefter.

Vi havde mandagen den så afslutning med bandet hvor der var en kæmpe buffet. Fordi jeg ikke har spillet i hverken marchbandet eller symfoniorkestret havde Mr. Christiansen desværre glemt at jeg var senior og derfor fik jeg ikke noget trofæ. Der blev også uddelt præmier for forskellige ting, men der var ingen “Foreign exchange student of the year”-award, så jeg vandt intet. Men jeg har det som altid rigtig skægt sammen med mine bandgeek-venner, så det var alligevel en mindeværdig aften. Mr. Christiansen ringede til mig og lagde en besked, så jeg tror han har fået lavet et trofæ til mig.

Den 21. maj var min og alle de andre seniorers sidste skoledag. Vi havde i bedste amerikanske stil et såkaldt rally, hvor vi alle skulle samles i gymnastiksalen og se noget underholdning alt sammen for at gøre klar til at forlade skolen. Der var nogle sjove ting imellem – blandt andet sumowrestlede vores inspektør med en af viceinspektørerne. Der var også kast-med-fisk-konkurrence mellem de forskellige årgange og som planlagt vandt seniorerne.
Om aftenen var der poolparty som jeg tog til sammen med nogle venner. Det var ikke særlig velbesøgt, men jeg kendte størstedelen, så jeg hyggede mig gevaldigt. Vi svømmede lidt, hoppede fra vippen og spillede volleyball og sad ellers bare på græsset og snakkede. Det var i hvert fald en del anderledes end hvad jeg er vant til fra Danmark.

Et par dage gik hvor ikke har skrevet ned hvad der skete, men jeg var blandt andet sammen med min ven Mike, som jeg kender fra jazzbandet. Vi opfører os altid totalt åndssvagt når vi er sammen og vi har det enormt skægt. Han kom og hentede mig sammen med sin veninde og vi tog et smut forbi banken fordi hun skulle hæve penge. Da hun steg ud af bilen (denne bank havde ingen drive-in-pengeautomat – det har næsten alle bankerne ellers) lod hun nøglerne sidde i så vi kunne høre radio. Mike hoppede ind på førersædet og jeg hoppede ind på passagersædet og jeg gav mig til at dytte så det lød som en tyverialarm. Mike kørte lidt rundt på parkeringspladsen og jeg sagde til ham at vi skulle få det til at ligne vi havde stjålet bilen, så vi kørte ud på Olive, som er en af de største veje der går hele vejen gennem Merced. Vi kunne ikke umiddelbart finde nogen måde at komme tilbage til banken, for den vej der normalt går direkte var blevet spærret. Så Mike og jeg fik gjort en hel lille køretur ud af det og hans veninde blev glad for at vi kom tilbage og hentede hende. Så steg hun ind på bagsædet i sin egen bil.
Senere tog vi over til et supermarked ved navn Albertsons. Ved indgangen til Albertsons står der to mønttelefoner. Mike havde sin mobiltelefon med, så vi gik hen til den, aflæste telefonnummeret og satte os tilbage i bilen der stod ca. 100 meter væk. Det var lidt mørkt, så man kunne ikke se os. Mike så en kunde på vej ind i butikken og ringede. Personen tog telefonen og Mike sagde “Jeg ville bare lige huske dig på at købe mælk og æg.”. Nogle mennesker blev meget sure! Vi kørte rundt til forskellige mønttelefoner og lavede den slags numre et par gange i løbet af aftenen.

27. og 28. maj skulle vi øve hvert eneste skridt, så alt ville gå som planlagt når vi skulle til vores dimission, på engelsk kaldet graduation. Det er en meget stor begivenhed både for elever og deres forældre. For mange familier er det første generation der afslutter high school, så alle går meget op i det. Det var nogle hyggelige dage, for der var masser af tid til at snakke. De eneste minusser var at der var omkring 40 ºC i skyggen thi det foregik i vores store Quad (som egentlig er en trekantet form) og at de ikke kunne udtale Risager.
Den 29. maj var det så aftenen hvor det skete. Vi mødtes omkring 450 elever i skolens teater og præcis klokken 7 om aftenen gik vi ind gennem skolens hovedindgang, alle iført cap & gown – altså en firkantet hat og en mellemting mellem en kjole og en kappe, med lange, posede ærmer. Vi gik alle ind gennem hovedindgangen og satte os. Der blev holdt 8 taler og vi gik en for en op og fik vores navn råbt ud over højttalersystemet, gav et håndtryk da vi fik overrakt vores afgangsbevis, fik taget billedet og efter alt dette holdt vores inspektør en tale hvor han påpegede at vi havde klaret alle krav fra Californiens skolesystem, vores “amt” (eng: County) og Golden Valley High School. Dernæst rejste lederen af vores school board, en halvgammel mand, sig op og sagde at vi nu kunne kalde os high school graduates. Altså var jeg i dette øjeblik færdig med high school.
Så skulle det blot fejres. En masse forældre havde sammen med Califonia High Way Patrol, altså politiet, arrangeret en kæmpe fest kaldet sobergrad. Der var alle mulige aktiviteter – lige fra et casino over hoppepuder til karaoke. Mine venner fra bandet og jeg var det meste af aftenen ved sidstnævnte og jeg var oppe at synge en del gange, både Born to be wild med Steppenwolf og Show me the meaning of being lonely med Backstreet Boys. Næste dag havde jeg forresten ingen stemme.
Vi sluttede af med at tage på Denny’s, som er en restaurant der er åben alle døgnets 24 timer, hvor vi spiste morgenmad. Vi var på det tidspunkt ret trætte og klokken var 7 da jeg kom ind ad døren. Troy og Sandy sad og læste avis og viste mig billederne fra ceremonien på forsiden af avisen. Så smuttede jeg til køjs.

To dage efter holdt vi familiefest. Hele Troys familie var der, desuden en nogle af Sandy og Troys venner. Matthews og min ven Dan var der også. Vi spiste og Matthew og jeg fik en masse gaver – jeg følte mig helt mærkeligt tilpas, for jeg havde egentlig ikke forventet at få noget. Dan, Matthew og jeg brugte en masse af aftenen på at snakke om Dans yndlingsemne, biler, og Matthew og jeg fik sammen sporet samtalen over på “americana”. Efter gæsterne var taget hjem tog Dan, Matthew og jeg forskellige steder hen i byen og tog billeder, bl.a. af nogle kæmpe trucks.

Næste morgen, 1. juni, tog Renee og jeg til Chico hvor vi skulle være i en uge. Dagen blev særligt stor, for Matthew rejste til Danmark og dernæst ned gennem Østeuropa sammen med sin kæreste Nayantara. Det var på en måde svært at sige farvel, for vi havde haft så meget sammen – levet i 2 år tæt op ad hinanden. Men vi var sikre på at vi ville ses senere i livet. I Chico, som ligger nogle timer nord for Merced, tog John mig med til LAN med nogle af hans venner. Det var hyggeligt, fyrene var flinke og vi spiste fra Taco Bell. Vi holdt humøret højt til langt ud på natten og jeg mødte en rigtig flink fyr, jeg kunne diskutere lidt Unix med.

Dagene i Chico gik hurtigt og den 3. kørte vi til kysten for at campere. Vejret ved Stillehavet var køligt og fugtigt. En tiltrængt pause fra de 40 grader C, jeg var vant til! Vi gik ture langs vandet og hyggede os om aftenen. Det var en dejlig måde at være sammen med Sandys familie på – selvom min værtsmoster Susan er indædt republikaner var hun spændende at debattere med. Politisk var vi meget forskellige, men vi kom stadig rigtig godt ud af det med hinanden. John og jeg havde det også hyggeligt. Han er en lidt stille fyr i starten, men så snart han åbnede sig op fik vi også snakket rigtig meget. Efter nogle dage kørte vi tilbage til Chico.

Susans mand Joel tog John og mig med til Mt. Lassen, som er en vulkan i en nationalpark. Der lugtede af rådne æg, men det var stadig en fantastisk oplevelse! Vejen hjem skulle vi skyde genvej og Joel havde et kort over det kæmpe skovområde vi skulle igennem. Det var godt nok 15 år gammelt, men han mente det stadig duede. Det gjorde det bare ikke! Vejene inde i skoven var ændret og vi kørte forkert et utal af gange. Vi kørte i deres truck og John og jeg fik til opgave at sige til når vi var på vej mod et stort hul i vejen, for Joel havde glemt sine briller derhjemme. Det “glemte” vi bare, så vi kunne smadre ned i nogle af de mange huller der var i vejen, mens vi kørte 70 km/t. Det var klart den fedeste køretur nogensinde.

Dagen efter skulle vi hjem til Merced og da Renee og jeg kom hjem til vores hus fandt vi ud af det var TP’et – der var kastet toiletpapir ud over hele forhaven, også i træerne. Der var en hilsen til mig, så Troy og Sandy syntes det var helt i orden. Senere fandt jeg ud af at det var nogle af mine venner fra kirken, der havde gjort det.

Den 10. juni havde min kontaktperson fra YFU, Cathy, arrangeret at vi skulle til Las Vegas. Hun havde endda sørget for at jeg kunne få et lift begge veje, så jeg kun skulle betale for hotelopholdet. Vi boede på Circus Circus. Las Vegas er Den amerikanske drøm ført helt ud i det ekstreme. Der var lys overalt, dag og nat. Det var på mange måder en fantastisk oplevelse bare at være der, men stedet bliver langt sjovere når solen er gået ned og man er fyldt 21.
En aften prøvede jeg at ringe til Maria Jensen, som kommer fra Gislev og var udvekslingsstudent i Las Vegas. Tilfældigvis skulle hun downtown og vi mødtes og var i en forlystelsespark sammen med et par af hendes venner. Det var virkelig hyggeligt!
Vi var også på bustur til Grand Canyon. Jeg var sammen med 2 andre udvekslingsstudenter (der tilfældigvis begge to var fra Thailand og i øvrigt kunne pryde sig med at være verdens kedeligste piger!) i bussen, men de rottede sig sammen og så sad jeg der alene. Så de 9 timer i bus gik fredeligt ved siden af en 45-årig korpulent dame – så jeg havde ikke engang et helt bussæde! Grand Canyon var bare helt fabelagtig! Der er ikke meget mere at sige, man skal bare opleve det! På vej ned i dalen mødte jeg tilfældigt en pige, jeg havde svømmet med i Ringe Svømmeklub. Det var en lidt skør oplevelse.

Las Vegas var ikke ligefrem noget paradis for mig, så jeg var glad for at komme tilbage til Merced og kunne være sammen med vennerne. Jeg nåede kun at være hjemme i et par timer, før jeg tog ud og bowlede med nogle af mine venner fra kirken. Mine egne sko var støvede og udslidte, så jeg ville “glemme” at aflevere mine bowlingsko, men desværre mødte jeg stærk modstand fra mine kammerater pga. det syvende bud. Sikke noget pjat, det var nemlig nogle fine sko.

Dagen efter var jeg sammen med min veninde fra skolen, Ashley. Hun er bare helt fantastisk sød og synes jeg er meget skør. Vi har det enormt skægt sammen og vi var i biografen og se Finding Nemo. Den film faldt virkelig i min smag, jeg elsker nemlig animationsfilm.

Næste dag, 15. juni, var fars dag. Jeg fejrer det ikke normalt, men min familie syntes det var en ekstra god grund til at få noget godt at spise – og så var vi i kirke om aftenen. Jeg skulle finde ud af hvem der havde TP’et huset tidligere, men ingen ville sige det.

Om tirsdagen tog jeg med 10 af mine venner, bl.a. Freddy fra Tyskland op til Merced River, hvor The Octagon var. Vi var i vandet hele dagen, sprang ud fra klipperne ned i det naturligt skabte bassin. Det var virkelig lækkert. Vandet var ret koldt når man tænker på at der var 35 grader i skyggen og det var skønt at blive kølet ned! Om aftenen tog vi hjem til Freddy og sagde farvel. Det var lidt mærkeligt at han rejste så tidligt, men jeg er sikker på vi skal ses igen.

Det blev den 18. juni. Om dagen skete der ikke så forfærdelig meget, men jeg tog over til Andy og vi hyggede os lidt. Vi har en sammen evne til bare at få tiden til at gå uden at kede os – det er vist noget der kendetegner gode venner. Om eftermiddagen var vi i Millennium Sports Club, hvor vi svømmede og spillede basketball. Han er center for Merced Bears, den anden skole i byens basketballhold – og han er vildt god! Andy er også fast hjælper i kirken og jeg tog med ham derhen om aftenen og hjalp ham. Vi arrangerede nogle aktiviteter for de børn, der går i Junior High School, dvs. cirka 4. til 8. klasse. Kirken har en bold der er 2 meter i diameter, så vi spillede fodbold med den. Det er faktisk ret sjovt når man ikke kan se sine modstandere, men bare tonser rundt.
Om aftenen havde min veninde Katherine arrangeret en surprise-fødselsdag for sin kæreste (og min og Andys fælles ven) Stephen. Hun havde inviteret ham ud at spise, så han kom i smoking med bind for øjnene til In&Out-burgerrestauranten. Vi var vist 25 mennesker der ventede ham og han blev enormt glad og overrasket.

Næste dag havde jeg besøg af Anne. Vi var i vores nabos swimmingpool og lå hele dagen og snakkede om alt muligt. Vi er begge ved at indstille os på at vi snart skal hjem – det er jo både godt og skidt. Jeg er sikker på at Anne og jeg vil blive ved med at se hinanden efter vi kommer hjem. Hun er helt enormt sød!
Anne spiste med hos os, mine værtsforældre kan også godt lide hende, og vi tog til Risk-aften hos Scott. Hun kender også nogle af mine venner fra kirken, fordi de kommer fra hendes by, Atwater, så det var en rigtig hyggelig aften.

Den 20. juni var jeg til koncert med min kammerat Mike. Han er skør! Om eftermiddagen havde vi chattet med en pige jeg var venner med i starten af året og jeg fandt på at de skulle mødes, da hun på et tidspunkt mente at Mike så rigtig lækker ud. Det gør han også… Jeg forklarede hende at han også syntes hun virkede sød (men de havde aldrig talt med hinanden) og så skulle de mødes til koncerten. Det gik (som Mike og jeg ønskede) totalt i vasken og virkede hamrende kunstigt – alle tiders.

Den 21. juni var jeg med Troy og Sandy i skole på Reyes Elementary School. Jeg hjalp dem med at pakke sammen, for de havde afsluttet deres sidste periode som lærere på Reyes. De havde helt vildt meget. Troy fortalte at de, ligesom de fleste andre lærere, selv købte en masse ekstra bøger, fordi de slet ikke fik nok penge til det fra skolen.
Om aftenen holdt Katherine sit graduation-party. Der var vist 150 gæster og stor buffet i deres have. Og vi havde fået besked på at tage badetøj med, for vi skulle ud i hendes pool og svømme lidt. De havde også sørget for et karaoke-anlæg, så der var jeg oppe sammen med Ashley og synge A Whole New World fra Aladdin. Der fik jeg gjort mig selv godt til grin. Først sent var jeg hjemme, men heldigvis sagde mine værtsforældre ikke noget til at jeg var sent ude. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af om de ville blive sure hvis jeg kom virkelig sent hjem – men det ville også være dumt at eksperimentere med.

Dagen efter sov jeg længe og fik et lift over til Andy. Vi tog i den sportsklub, som han er medlem af, og fik snydt mig ind (“han er min lillebror, men han har glemt sit medlemskort” hjælper altid). Vi fik svømmet og løftet vægte i stor stil. Det er meget sjovt at pumpe, men jeg kunne ikke finde at gøre det særlig ofte. Til slut cyklede vi på motionscykler. Det er fantastisk amerikansk: Man sidder på sin cykel foran 4 tv-skærme der viser hver deres kanal. Det er helt uden lyd, men til gengæld kan man få et par hovedtelefoner, hvor man selv kan indstille hvad man vil høre. Og så cykler man bare derudaf i den friske luft, som aircondition jo giver. Jeg satte min cykel til at give mig modstand, som når man cykler på et bjerg. Det er lidt sjovt, man kan se på en skærm hvordan terrænet er, og helt sikkert mærke det i benene – det går meget opad, men så også små pusterum, når man cykler ned ad de små bjergtoppe først på etapen. Bagefter gav den mig vurderingen “Elite”, som jeg er ret stolf af. Jeg tror aldrig jeg har været i så god form!
Om aftenen så vi film og jeg sov hjemme hos ham.

Næste dag kom min fætter John sammen med sin mor Susan. John skulle blive hos os i nogle dage. Det var hyggeligt at have ham på besøg. Vi lavede ikke vildt meget i de dage. Vores naboer var stadig ikke hjemme, så en stor del af dagene foregik i poolen. Bernal var også ovre og vi prøvede at hoppe ud fra vippen på de vildeste måder. Solen var som altid bagende varm, så det var lækkert at komme i vandet.

Den 26. om aftenen var jeg til afskedsfest hos Anne. Jeg kom tidligt hjem til Anne og hjalp hende med at dække bord og tilberede maden. Og så sad vi og spillede klaver sammen indtil gæsterne kom. Der var en del jeg ikke kendte, men Brianna fra kirken hyggede jeg mig med. Det var både godt og sørgeligt at sige farvel til hende, men vi lovede hinanden at det ikke ville være “farvel”, men i stedet “på gensyn”.

Tidligt om morgenen den 27. juni tog vi (Troy, Sandy, Renee, John og jeg) til Yosemite. Vi vandrede i bjergene, jeg fik en masse myggestik og om aftenen hyggede vi os ved bålet med skumfiduser. Vi besteg Sentinel Dome og var ved Taft Point og Dewey Point. En af aftenerne var vi til astronomiforedrag. Fordi Yosemite er en nationalpark og ligger så langt væk fra alle byer kunne vi se stjernene meget klart – og så havde astronomiklubben opstillet nogle stjernekikkerter, som vi kunne få lov at bruge. Det var meget spændende. Om morgenen på vej hjem efter vores 3 dage lange tur kørte vi et sted hen i parken hvor nogle af verdens største træer, Sequoia Trees, var. Man skulle gå et par kilometer og man kunne følge med i, hvordan træerne blev højere og højere. Jeg tog en del billeder, blandt andet et godt af Sandy, hvor hun som lille bitte dame står foran sådan et kæmpestort træ.
Da vi kom hjem om aftenen ventede der os endnu et poolparty. Kirken har mange rige medlemmer og dem vi var hos den dag havde ikke længere deres børn boende hjemme – men fra deres tid var der både fodboldbord og billardbord. Super hyggeligt. Den aften var der allerede nogle der begyndte at sige farvel, fordi de skulle langt væk på sommerferie. Det er lidt trist – men jeg håber på at se dem næste sommer, når jeg kommer tilbage – eller “hjem”, som jeg faktisk føler det nu.

Den 3. juli var jeg med Troy og Renee i Costco, som er en en gros-butik for private. Min favoritchokolade, Reese’s Peanutbutter Cups, kunne købes i en 100-styks-æske, så det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg ville også lige tage et billede af æskerne (sådan titusindvis (dvs. en palle) af Reese’s er jo en fryd for øjet), men mens jeg stod og blitzede kom en undercover-person hen og bad mig slette billederne. De var åbenbart udsat for at konkurrenter fotograferede priserne. Jeg fik ham talt til ro og fik lov at beholde mine billeder.
Troy mente at jeg ikke kunne tage hjem til min mor (som er bibliotekar) uden at have været på Merced County Library – så jeg måtte af sted. Det var simpelthen tragisk og bevidnede at amerikanske skattekroner ikke går til særlig meget kultur. Betonpalæet var fra 70’erne og lignede at det ikke var renoveret eller sågar støvet af siden. Det er nu godt som vi har det i Danmark.
Om aftenen fik jeg sagt farvel til mine veninder Katherine og Liz, der begge skulle på ferie. Senere tog vi hjem til præsten Scott, hvor vi var en 15-20 stykker der så videoer og hyggede os med chips.

Næste morgen var det Independence Day (Fouth of July), som vi fejrede i kirkeregi ved at spise morgenmad i parken midt i Merced. Der var sang og klassisk amerikansk morgenmad. Nice. Jeg fik sagt farvel til en masse kammerater og bekendte fra kirken (for ikke at glemme alle forældrene) – det var en lidt mærkelig oplevelse, men jeg regner med at se dem igen.
Rachel, min cheerleaderveninde, og jeg var i biografen om eftermiddagen (med andre ord har jeg været på date med en cheerleader – så kan man sige man har prøvet dét). Vi så Legally Blonde 2, et tragisk komprimis. Hver gang Reese Witherspoons one-liners faldt totalt til jorden grinede jeg (som den eneste) og når salen grinede tænkte jeg at det var en tåbelig kommentar. Det var næsten det bedste ved den film.
Om aftenen kørte vi med hele familien til Turlock hvor vi sad inde i universitetets store park spiste KFC (det er en familietradition, så man kun spiser KFC én gang om året). Da det blev mørkt blev der skudt fyrværkeri i massevis af. Det var virkelig flot! Showet slår enhver dansk nytårsaften med mange længder.

Det var tidligt hjem-og-i-seng, for næste morgen tog vi til San Francisco. Først var vi på naturhistorisk museum, hvor vi lagde ud med en udstilling om dinosaurer, dernæst kiggede på det vilde dyreliv i Californien, så californiske mineraler og til sidst en meget spændende udstilling om jordskælvet i 1906. Der blev også forklaret hvordan man nu bygger højhuse i San Francisco og hele Bay Area ved at sikre fundamentet på bl.a. gummi, så bygninger bliver elastiske og ikke ”knækker”.
Til frokost var vi på Mel’s Drive-in (hvor filmen American Graffiti af George Lucas er optaget), hvor der blev serveret store, lækre burgere.
Senere var vi ved Golden Gate og så broen fra nordsiden. Det blæste lidt for meget til at gå over broen, så vi gik i stedet en tur i landskabet, der ligger ret højt og har gode udsigtspunkter.
Før vi tog hjem var vi i Chinatown og North Bay (som er det italienske kvarter) og fik småshoppet lidt.

6. juli var jeg med familien i kirke om morgenen. Efter det tog jeg med nogle venner fra kirken, Brianna, Logan, Andrea og hendes søster samt Jon Knapp, op til The Octagon, hvor vi badede og tog sol. Rigtig hyggeligt. Vi fik også snakket om at jeg snart skulle rejse hjem.
Efter ungdomskirke den aften tog jeg med Stephen og Andy og vi lavede lidt løjer. Det var skægt nok. På vej hjem blev vi stoppet af politiet fordi pæren der lyser på nummerpladen bagpå bilen var gået ud. Jeg syntes det var rigtig ubehageligt med alt det politi og de andre syntes heller ikke det var så sjovt. Vi endte med at tage hjem, så jeg kunne begynde at pakke.

Dagen efter brugte jeg på at gøre klar til min afskedsfest. Mens jeg gik og slæbte ind og ud tabte jeg mit kamera på fliserne lige ved en busk ved døren til mit værelse og det værst tænkelige skete: Udløserknappen faldt af! Jeg lå og rodede i busken, men kunne simpelthen ikke finde den. Så kunne jeg ikke tage flere digitalbilleder,hvilket var rigtig trælst.
Klokken syv, hvor alle var inviteret til, var der endnu ikke kommet nogen gæster. Typisk amerikansk, så var vi 35 da klokken slog otte – det var rigtig hyggeligt. Vi sad ude i haven hele aftenen og spiste chips og drak sodavand. Jeg fik sagt ordentligt farvel til alle mine amerikanske kammerater og det var rart at få gjort på én gang. Jeg havde fortalt at jeg ikke ønskede mig gaver, fordi jeg ikke havde plads, så i stedet kom rigtig mange med små ting og kort. Det var rigtig rart.
Da det blev rigtig mørkt omkring klokken 11 så jeg at min ven David Broadwater havde en laserlampe i sit nøglebundt, som han af en eller anden grund sad og lyste på folk med. Så tænkte jeg at jeg kunne prøve at lede efter den forbandede udløserknap med lampen og ganske rigtigt lykkedes det at se en refleksion. Så var det ingen sag at sætte knappen på igen og kameraet var godt som nyt.

Sammen med Dan, Brandi og hendes søster Savanna tog jeg den 8. juli ud og så på en farm med emuer og bøfler. Jeg forstod aldrig hvorfor det var så vigtigt, men Dan mente at det var en vigtig del af Amerika at huske farmerne, eller sådan noget. Vi var også på In&Out Burger for at være så amerikanske som muligt. Man kan bestille 3 menuer: Hamburger, Cheeseburger eller Double Cheeseburger. Men hvad der ikke står på menukortet er at man kan få større burgere end dette: Helt op til 15×15 (bøffer og osteskiver). Jeg ”nøjedes” med en six by six burger – hvilket dog viste sig at være en kamp at få spist. I Dans iver var vi også forbi en cowboytøjbutik, hvor jeg fik prøvet et helt outfik med stive cowboybukser, støvler med sporer, hat og skjorte. Det var sager!
Min værtsfamilie og jeg havde vores sidste aften sammen den aften. Troy havde grillet nogle lækre steaks og vi sad ude i haven og spiste dem. Han var også lige inde i huset og hente noget og øjeblikket efter sang Troy, Sandy og Renee fra Højskolesangbogen, som de havde fra deres år i Danmark. Melodien til Det er et yndigt land var rigtig, og aldrig har jeg hørt nationalsangen sunget med så tyk amerikansk accent. Det var helt uforglemmeligt.
Troy og Sandy havde også scrappet en bog med billeder fra hele mit år – den fik jeg også overrakt og det var enormt sødt af dem. Jeg havde hjulpet lidt til med at scrappe selv, men jeg har hverken finmotorik eller tålmodighed til det.
Jeg havde skrevet en sang på min egen melodi til dem. Det anede de ikke. Jeg spillede på klaveret mens jeg sang og min værtsmor blev enormt bevæget. Til sidst sad vi indenfor og snakkede om vores forventninger til året og hvordan det hele var gået. Vi mente alle at det var gået langt over forventning og det var dejligt. Dette gav sig også til udtryk i det forgangne år, for vi havde på intet tidspunkt så meget som været tæt på at skændes.

Det kan være svært at sammenfatte et års oplevelser kort og præcist. Men udvekslingsåret har kort fortalt været fantastisk, lærerigt og uforglemmeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.