Søren Pind er en farisæer

Søren Pind klandrer i et blogindlæg på Berlingske.dk S-R-SF-regeringens lempelser på udlændingeområdet for at være direkte årsag til, at op til 70 unge mænd gik amok på Odense Universitetshospital.
Der er ingen, der er uenige i, at disse uhyrligheder skal stoppes og at gerningsmændene skal retsforfølges. Men man skal hedde Søren Pind for at argumentere for denne kausalforbindelse:

Regeringen har lempet udlændingelovgivningen på en lang række områder – godt og vel 30 lempelser er det blevet til. Langt mere vidtgående end man havde stillet vælgerne i udsigt.

Signalet tidligere på året var ikke til at tage fejl af, da justitsministeren gjorde klart overfor kriminelle udlændinge, at den hårde linje var et overstået kapitel: Gør hvad I vil – men I får lov til at blive i Danmark. Nu begynder vi så at høste frugterne.

Venstrepolitikeren har selv været integrationsminister i perioden 8. marts 2011 til 3. oktober 2011. Og her er sandelig også begået kriminalitet. I marts forsøgte en mand at kidnappe en 8-årig. I juni krænkede en gruppe drenge en 9-årig pige. I august røvede to drenge en 90-årig kvinde i hendes eget hjem. Hver dag begås der vold. Gerningsmændene var i de nævnte sager farvede i huden, men ingen klandrede Pind eller V-K-regeringens politik for at være direkte årsag til disse ugerninger.

Selvom episoden på Odense Universitetshospital er det værste, vi hidtil har set, så er Søren Pind en farisæer, når han hævder, at S-R-SF-regeringen på 10 måneder har været skyld i det, vi ser. Hans eget parti havde regeringsmagten og -ansvaret i 10 år.
I stedet for at slå politisk plat på denne sag burde Folketingets politikere søge en konstruktiv dialog for at nå fælles løsninger. For de alvorlige problemer, der har vist deres symptomer i Vollsmose, skal løses, og det bliver de ikke med det mudderkast, Søren Pind lægger for dagen.

Tak til Jacob Packert for inspiration.


Sådan gør du: Facebook for politikere

Vælgerne kan ikke tale til den lygtepæl, hvor valgplakaterne hænger. Til gengæld kan vælgerne kommunikere direkte med politikerne via Facebook.

De sociale medier har potentiale til at spille en stor rolle ved fremtidige valg. Det er dog vigtigt, at man tænker dem som dialogmedier, og ikke blot reklamesøjler.

Selvom langt de fleste nuværende folketingspolitikere bruger Facebook, er der mange spirende kandidater og lokalpolitikere, der halter bagefter. Continue reading


Ingen Facebookfadæse fra Helle Thorning-Schmidt

Det kører i øjeblikket en usædvanligt plat historie i pressen om at Helle Thorning-Schmidt har fået fjernet en bruger fra Facebook på grund af SPAM: Brugeren havde gentagne gange stillet et sarkastisk spørgsmål til Fair Løsning.

Medierne, fx Berlingske behandler ukritisk historien og udstiller Thorning som den onde. So far. Det virker som en simpel plantet historie fra Thornings modstandere.

Bloggeren Lars Hvidberg mener at Thorning har begået en brøler. Han har ret i at Thorning kan virke som en sur, gammel tante, når hun (altså hendes sekretærer) ikke besvarer spørgsmål fra de potentielle vælgere.
Men ligesom resten af de danske medier, jeg har læst historien i, så tænker Lars Hvidberg ikke over at kun Facebook ved, hvor mange udover Thornings sekretær, der har rapporteret misbruget – og det er jo misbrug, når brugeren dobbeltposter sine spørgsmål.

En anden blogger, Trine-Maria Kristensen, har til gengæld en vigtig pointe om at politikerne stadigt ikke har forstået at Facebook er et åbent medie, og ikke bare en envejskanal.

At der er spørgsmål, Thorning ikke  behøver sare på, står klart: Nogle spørgsmål er for platte eller dumme.
Men i stedet for at slette brugernes indlæg, så skal man gøre opmærksom på at man ikke ønsker at svare på uordentlige formuleringer. På den måde fremmes samtalen, og alle andre brugere kan naturligvis forstå at man ikke ønsker at følge laveste fællesnævner i debatten.
Thorning kan dog ikke klandres for at have slettet en bruger – for det er Facebooks korps, der har sørget for det – ganske enkelt fordi brugeren har overtrådt Facebooks reglement.


Politikerne bruger (også) ghostwriters på Facebook

Nogle nyheder kan næsten ikke overraske. I dag fortæller Politiken at Løkke får hjælp til at opdatere sin Facebook-profil og at Politikere skriver næsten ingenting selv.
I det mindste er Lars Løkke ærlig omkring hvad han selv opdaterer, og hvad hans pressetjeneste klarer for ham. Befolkningen har formentlig også respekt for den prioritering af tiden.
Det er en slet bevaret hemmelighed at det ikke er politikerne der skriver deres egne læserbreve. Derfor er det heller ingen overraskelse at blogindlæg m.v. skrives af pressetjenesten eller engagerede partisoldater.


Facebookratiet skal ikke afskrives – det skal bruges!

Jeg har en kommentar i Ræson Ugemagasin 21. april 2010. Indledningen lyder således:

I artiklen ”Facebookrati?” i RÆSON ugemagasin nr. 11 2010, sætter Rasmus Tue Pedersen spørgsmålstegn ved Facebooks nytte i en dansk politisk kontekst. Lad mig begynde hvor Rasmus Tue Pedersen slap, ved at stille spørgsmålet: Kommer de sociale medier til at afgøre næste Folketingsvalg? Mit svar er nej. Men de kommer til at influere!

Kommentaren i sin helhed kan læses på ræson.dk eller som e-mag på Issuu


Straf – og udstød!

Straf og udstød – sådan er taktikken. Straffen tager samfundet sig af, mens arbejdsgiverne sørger for udstødelsen.

Hvis man vil have en lavere recidivrate, skal man netop hjælpe forbryderne til at undgå at begå kriminalitet igen. Det er gavnligt både for forbryderen, fremtidige ofre og samfundet!

Derfor er det egentlig tosset at arbejdsgiverne i så høj grad kræver straffeattester for ansættelse som dit og dat. Det er de færreste jobs hvor der egentlig er brug for at være fuldstændigt sikre på at medarbejderne aldrig har lavet ballade (Til dette har vi sikkerhedsgodkendelser hos PET).

Lidt hårdt skåret op, så er der i mine øjne ingen problemer i at en dømt pædofil får job som flaskedreng, og at en tasketyv får job som pædagogmedhjælper. Men hvis man byttede om på de to jobs, tror jeg alle er enige om at der er problemer.

Derfor må løsningen ligge hos arbejdsgiverne. Straffeattesterne må gerne gøres bredere, så de omfatter fx skattesnyd, men samtidig skal arbejdsgiverne være lidt mere large i forhold til hvilke typer forbrydelser de mener er upassende. Ingen har gavn af at isolere de tidligere kriminelle, for det skaber kun mere kriminalitet!


Dansk Folkeparti ødelægger vores demokrati indefra

Ved finanslovsforhandlingerne siden 2001 benytter Dansk Folkeparti, i egenskab af støtteparti, chancen til at presse VK-regeringen for at få gennemført egne initiativer. Der plejer, ifølge traditionen, at blive delt små lunser ud. Økonomisk set plejer det at handle om peanuts i forhold til det samlede finanslovsbudget, og derfor er lunserne ofte mere symbolske end reelle.

I Finanslovsforhandlingerne anno 2009, som netop nu foregår, har Dansk Folkeparti fået udstillet sig selv på flere fronter. Blottet, om man vil.

Dansk Folkeparti er en ulv klædt i fåreklæder. Gennem sine nøje kalkulerede populistiske dagsordener, er man i fuld gang med at ødelægge demokratiet indefra.

Der skal ikke herske usikkerhed om at Dansk Folkeparti, stik imod den nuværende trend, ønsker en stærk topstyring – det ses både på partiets interne linjer, og også på hvordan man ønsker Danmark forvaltet.
Partiet vælger at omgøre kommunernes demokratiske beslutninger om at sætte prisen på mad, som kommunalbestyrelserne ønsker. I en kommunalbestyrelse skal der gennemføres mange økonomiske prioriteringer, og jeg føler mig overbevist om at kommunalpolitikerne forsøger at besparelser skal ramme borgerne så lidt som muligt. Men ikke desto mindre har man i nogle kommuner valgt at sætte madprisen til en takst, som Dansk Folkeparti synes er urimelig høj.
Derfor har Dansk Folkeparti, i sin skruppelløshed, fået omgjort kommunernalbestyrelsernes demokratiske beslutninger.

Dansk Folkeparti ønsker også helt klart at ødelægge regionerne indefra. Det er den krig, kæmpes i forhandlingerne. Om et vestjysk supersygehus skal placeres ved Herning eller Holstebro er en sag, som mange vestjyder har en følelsesmæssig involvering i – men meget få har faglig indsigt til at kunne træffe den bedste beslutning. I Midtjylland har regionsrådet truffet en demokratisk beslutning om at placere supersygehuset ved Herning. Overvejelsen om transporttiden har indgået i regionspolitikernes beslutningsgrundlag, men Dansk Folkeparti forventer at kunne hente stemmer ved at omgøre denne beslutning.
At lokale politikere har truffet en demokratisk beslutning er Dansk Folkeparti, for at sige det på præcist dansk, skideligeglade med. Man i finanslovsforhandlingerne på for at få omgjort endnu en demokratisk beslutning. Tilmed håber man på at kunne tildele Lars Løkke en politisk lussing, fordi han kom til at nævne det vestjyske sygeshus’ placering i sin åbningstale.
Det er noget populistisk svineri!

Regionerne står snart for fald. Det er Dansk Folkepartis ønske. Og hvis ikke Grundloven stod i vejen, ville partiet arbejde mere aktivt for at aflive det kommunale selvstyre.

Dansk Folkeparti fremstiller sig selv som demokratiets vogtere, når der fx er tale om den form for ytringsfrihed, der gavner partiet selv. Når nogen tør at stille sig imod partiets populistiske synspunkter, som vi fx har set Hans Jørgen Bonnichsen, skal de slagtes med.

Vi er nødt til at bevare demokratiet på de lokale niveauer, for ellers mister borgerne endnu mere indflydelse på de beslutninger, der vedrører dem. Men demokrati er i virkeligheden ikke noget, Dansk Folkeparti ønsker. Partiets dagsorden er at problemerne ikke skal diskuteres – modstanderne skal blot smides på porten.


Medierne svigter, når de ikke forklarer baggrunden

Claus Hjort Cheney

Claus Hjort Cheney

I sidste uge blev der forhandlet om udmøntning af globaliseringsforligets midler. På et tidspunkt, nåede temperaturen i forhandlingslokalet frysepunktet, og Socialdemokratiet og Radikale forlod forhandlingerne. Hjorth opsagde forliget (efter sigende i et raserianfald). Og endelig fandt parterne hinanden efter en ordentlig omgang offentligt skænderi.

Den borgerlige kommentator Henrik Qvortrup forklarede på TV2 at Hjorts manøvre var lidt usædvanlig. Den lidt mere venstreorienterede Peter Mogensen kalder Hjort “den store forligsbryder“. Der er masser af snak om processen og den spin, der foregår. Og der produceres i kilovis af avisartikler, analyser, tv-indslag om proces, motiver og spin. Kampens vindere og tabere bliver udråbt.

Men for er substansforklaringen?

Jeg har fulgt udviklingen i mange medier, men har stadig til gode at få substansforklaringen: Medierne forklarer ikke hvad et forlig er, hvilke (uformelle) regler der eksisterer for disse. Jeg kan simpelthen ikke få øje på én eneste forklaring af substansen midt i alt dette drama.

Derfor kommer det til at virke som drama, men ikke reel politik.

Når medierne kun afdækker spin’et, opfylder de ikke deres demokratiske funktion.


Radiodebat om Kongehuset

Netværket på P1 handlede i dag om Kongehuset:

Kan man overhovedet have et arveligt monarki i et moderne samfund, der kalder sig demokratisk? I kølvandet på afstemningen om tronfølgeloven blev Den Republikanske Grundlovsbevægelse stiftet. Bevægelsen arbejder for at afskaffe kongehuset.

Jeg blev interviewet kort (17:47 inde i klippet), som repræsentant for Den Republikanske Grundlovsbevægelse, hvor jeg redegjorde for bevægelsens ønske, og kritiserede at Kongehuset var hævet over loven.
Nu er det endeligt slut med satiren fra Royal Ungdom (Efter Royal Ungdom lukkede sig selv, er jeg stadig blevet ringet op af nogle journalister, der ikke havde fanget glimtet i øjet), og så må vi tage arbejdshandskerne på, for at få afskaffet udemokratiske og forældede institutioner, så vi i Danmark kan pryde os med et ægte demokrati med folkevalgte ledere.

Udsendelsen kan hentes/streames.


Sundhedsministeren taler mod bedre vidende om sundhedsforsikringer

Sundhedsministeren var inviteret til en debat om sundhedsvæsenet i Deadline 22.30 den 8. september 2009. På et spørgsmål om, hvorfor der er indført skattefradrag til sundhedsforsikringer, svarer Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen: ”Vi lavede denne skattefrihed for at sikre, at det ikke kun var på direktørgangene, man fik [sundhedsforsikringerne]. Hvis man ville tegne [en sundhedsforsikring] og ville have et fradrag, så skulle det gælde alle”. Der taler Sundhedsministeren imod bedre vidende!

Da lovforslaget blev fremsat af Regeringen i 2002, var det ikke tiltænkt at sundhedsforsikringer skulle omfatte hele virksomheden!
Det var Dansk Folkeparti, der kom til at stå som garant for at alle virksomhedens medarbejdere blev omfattet. Regeringen, bestående af Venstre og Konservative, var ikke interesseret i at forslaget skulle omfatte den jævne medarbejder – og det var på ingen måde hensigten med lovændringen i første omgang. Fordi Dansk Folkeparti kæmpede for det, sørgede Venstres skatteminister, at alle virksomhederne blev omfattet, ved et ændringsforslag.

Hvis meningen med lovforslaget var at komme den jævne medarbejder til gode, kunne man fx have forbudt at firmaer betalte for enkelte medarbejderes sundhed, fordi dette i mange år har været et offentligt anliggende – og så indsætte en skæringsdato, for at de medarbejdere, der allerede havde det i deres kontrakt, ikke blev ramt.

Det smalle VKO-flertal, der stemte for LOV nr 389 af 06/06/2002 – den lovændring, der gav skattefradrag for sundhedsforsikringer, havde en dagsorden om at gavne det private sundhedsvæsen og det private forsikringsmarked – vel vidende at alle skatteydere nu betaler for at enkelte kan springe foran i køen.