Radiodebat om Kongehuset

Netværket på P1 handlede i dag om Kongehuset:

Kan man overhovedet have et arveligt monarki i et moderne samfund, der kalder sig demokratisk? I kølvandet på afstemningen om tronfølgeloven blev Den Republikanske Grundlovsbevægelse stiftet. Bevægelsen arbejder for at afskaffe kongehuset.

Jeg blev interviewet kort (17:47 inde i klippet), som repræsentant for Den Republikanske Grundlovsbevægelse, hvor jeg redegjorde for bevægelsens ønske, og kritiserede at Kongehuset var hævet over loven.
Nu er det endeligt slut med satiren fra Royal Ungdom (Efter Royal Ungdom lukkede sig selv, er jeg stadig blevet ringet op af nogle journalister, der ikke havde fanget glimtet i øjet), og så må vi tage arbejdshandskerne på, for at få afskaffet udemokratiske og forældede institutioner, så vi i Danmark kan pryde os med et ægte demokrati med folkevalgte ledere.

Udsendelsen kan hentes/streames.


Bør kongelige hunde være hævet over loven?

Normalt skal en hund aflives når den to gange angriber et andet dyr – eller én gang angriber et menneske. Folketinget har på det seneste debatteret Hundeloven og der er bred enighed om at føre en hårdere kurs mod aggressive hunde.

På BT’s netavis kunne man torsdag læse at politiet havde opgivet at forfølge Prins Henriks bidske gravhund Evita, fordi den via Grundlovens § 13 ikke kan straffes. Evita havde bidt en garder til blods (foto).
Sidste år blev en anden garder ligeledes bidt af en kongelig gravhund – efter sigende er det ikke den samme hund – men Prins Henrik ville ikke engang belemre sig med at sige undskyld til garderen Nikolaj Fogh – undskyldningen kom gennem en officer i livgarden.

Hunden kan først retsforfølges når vi har fået afskaffet den medfødte strafimmunitet for Kongehuset i Grundloven. Derfor kan et hundebid være et klokkeklart eksempel på hvorfor vi skal have afskaffet medfødt særstilling.

Hvis vi havde boet i en republik med et valgt statsoverhoved mener jeg også at dette statsoverhoved bør have strafimmunitet (det har Folketingets medlemmer også). Den store forskel ligger i at et folkevalgt statsoverhoved skal tænke på sit genvalg, og derfor har et incitament til at følge loven. Det incitament har man ikke, når der er tale om et privilegium, der er medfødt eller som man gifter sig til.

Jeg hører meget gerne fra dem, der kan se rimeligheden i at en hund har særstilling og derfor ikke kan retsforfølges.


Tronfølgeloven – afstemning uden debat?

Debatten om afstemningen om tronfølgeloven har været forholdsvist forstummet, og er endelig begyndt at blomstre. Statsministeriets tendentiøse reklamekampagne har heldigvis fået mange op fra stolen. Statsministeren mener at man skal stemme ja.

Der er ét argument for at stemme ja: Symbolværdien.

Til gengæld er der flere gode grunde til at stemme nej (eller for den sags skyld blankt):

For det første er Tronfølgeloven et klasseeksempel på ligegyldig symbollovgivning. Med mindre Kronprins Frederik eller Prins Christian dør alt for tidligt, så bliver lovgivningen tidligst aktuel om omtrent 70 år, når Prins Christians tid er udløbet, og hans efterkommer arver Kongeriget.

For det andet er spørgsmålet om ligestilling i sig selv paradoksalt: Kongehuset bygger på alt andet end ligestilling! Det er én familie, der har særstatus i samfundet. Tronfølgeloven sikrer i sin nuværende form ulighed på (minimum) to parametre: Køn og alder.
Tronfølgeloven vil, uanset om ændringen vedtages, stadig indeholde ulighed i form af aldersdiskrimination: Det er den førstefødte, der bliver tronarving. Man kan stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i dette. Burde det ikke være den bedst egnede eller den mest folkekære?
Hvad vi skal gøre, hvis vi kommer i en situation, hvor en person à la Grev Ingolf står som kronarving? Det er en hel diskussion for sig, som jeg vil holde mig fra – men er det ikke rimeligt at man venter med at tage stilling, til problemstillingen er reel?
Ligestilling er naturligvis ønskeligt i et demokratisk samfund – men så skal den være gennemgribende – og mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, har valgt statsoverhoveder efter merit frem for blodsbånd.

For det tredje kan denne marginale lovændring betyde at en mere reel debat om revision Grundloven udskydes. Hele vejen gennem Grundloven står der for eksempel det kønsbestemte ”kongen” i stedet for det neutrale ”regenten”. Vores grundlov kan ikke læses og forstås ordret, fordi den gennem årene er blevet udsat for en vidtgående fortolkning. En større debat om Grundloven vil være kærkommen. Der vil kunne tages stilling til store spørgsmål som hvorvidt vi ønsker adskillelse af kirke og stat, om vi ønsker et kongehus eller en præsident og mange andre, centrale spørgsmål. Ingen svar er forkerte – men en manglende debat er problematisk, særligt i lyset af den statsstøttede propaganda, vi har set regeringen bruge for at få vedtaget Tronfølgeloven. Hvorfor ikke gå gennemgribende til værks, når man nu er i gang?

En ja-stemme til Tronfølgeloven vil være en accept af en symbolsk lappeløsning. En nej-stemme eller en blank stemme vil kunne fortolkes som en protest mod kongehuset, et nej til ligestilling eller et ønske om en mere vidtgående ændring af Grundloven.
Jeg håber vi får forkastet forslaget, så vi kan få en reel grundlovsdebat frem for en lov, der først får betydning når de fleste af os er gået bort.


Hellere aprilsnar end virkelighed

Dagen i dag har budt på en del morsomme aprilsnarre – men også historier, jeg havde ønsket var aprilsnarre:


Amerikansk politik får større demokratisk legitimitet

Under de sidste par præsidentvalg i USA har jeg været forundret over at den amerikanske befolkning ville finde sig i en valgkamp, der i høj grad foregik på kandidaternes og mediernes præmisser.

Især de nationale tv-debatter har været præget af spørgsmål, der var kandidaterne bekendt på forhånd, så de derfor kunne forbedrede sig.

Med de åbne debatter, som John McCain har foreslået, kommer kandidaterne i kamp mod hinanden direkte foran en vælgerskare. Det vil ikke blot afsløre den bedste retoriker, men måske rent faktisk vise amerikanerne hvem der er den bedste præsidentkandidat.


Lobbyistregister i Danmark

Snakken om et lobbyistregister i Danmark tegner til at munde ud i noget konkret: Et flertal i Folketingets Præsidium udenom Venstre og Konservative er efter alt at dømme klar til at indføre et register for lobbyister. Venstre og Konservative er imod, angiveligt fordi det er ligegyldigt bureaukrati: I virkeligheden tror jeg at det er samme bevæggrund som deres modstand mod et udvidet register over hvad partierne modtager i private donationer. Jeg forestiller mig at det er fordi det er de partier modtager flest midler (Men man kan kun gisne, netop fordi registeret ikke findes). De vil ikke konfronteres med vælgere, der er utilfredse over hvor meget A.P. Møller giver partierne og til gengæld har fået billig adgang til Danmarks olieressourcer i Nordsøen – man kan kun konspirere på baggrund af dette.
Jeg kan sagtens se hvorfor politikere ikke ønsker offentligheden skal følge med i deres pengesager – men politikerne er der på baggrund af et mandat fra borgerne – og derfor bør borgerne også have indsigt i de økonomiske forhold.

Ligesom i EU er lobbyismen i Danmark et stigende fænomen. I mine øjne er det først et problem når politikere, medier og borgere, ikke har mulighed for at gennemskue lobbyisternes intentioner – dette argumenterer Gert Tinggaard Svendsen også for er det centrale problem: Der mangler i EU regler for lobbyisters registrering og adfærd. Det seneste tiltag med et frivilligt lobbyistregister for EU spår jeg ikke får nogen betydning. Der skal være krav om registrering og strenge sanktioner for snyd.

I Danmark forventer jeg at et register over lobbyister vil øge troværdigheden til politikere: Hvis man kan følge med i hvilke politikere, der er meget påvirkelige og hvilke der står fast ved deres mening, vil det alt andet lige være positivt for demokratiet.