Tronfølgeloven – afstemning uden debat?

Debatten om afstemningen om tronfølgeloven har været forholdsvist forstummet, og er endelig begyndt at blomstre. Statsministeriets tendentiøse reklamekampagne har heldigvis fået mange op fra stolen. Statsministeren mener at man skal stemme ja.

Der er ét argument for at stemme ja: Symbolværdien.

Til gengæld er der flere gode grunde til at stemme nej (eller for den sags skyld blankt):

For det første er Tronfølgeloven et klasseeksempel på ligegyldig symbollovgivning. Med mindre Kronprins Frederik eller Prins Christian dør alt for tidligt, så bliver lovgivningen tidligst aktuel om omtrent 70 år, når Prins Christians tid er udløbet, og hans efterkommer arver Kongeriget.

For det andet er spørgsmålet om ligestilling i sig selv paradoksalt: Kongehuset bygger på alt andet end ligestilling! Det er én familie, der har særstatus i samfundet. Tronfølgeloven sikrer i sin nuværende form ulighed på (minimum) to parametre: Køn og alder.
Tronfølgeloven vil, uanset om ændringen vedtages, stadig indeholde ulighed i form af aldersdiskrimination: Det er den førstefødte, der bliver tronarving. Man kan stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i dette. Burde det ikke være den bedst egnede eller den mest folkekære?
Hvad vi skal gøre, hvis vi kommer i en situation, hvor en person à la Grev Ingolf står som kronarving? Det er en hel diskussion for sig, som jeg vil holde mig fra – men er det ikke rimeligt at man venter med at tage stilling, til problemstillingen er reel?
Ligestilling er naturligvis ønskeligt i et demokratisk samfund – men så skal den være gennemgribende – og mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, har valgt statsoverhoveder efter merit frem for blodsbånd.

For det tredje kan denne marginale lovændring betyde at en mere reel debat om revision Grundloven udskydes. Hele vejen gennem Grundloven står der for eksempel det kønsbestemte ”kongen” i stedet for det neutrale ”regenten”. Vores grundlov kan ikke læses og forstås ordret, fordi den gennem årene er blevet udsat for en vidtgående fortolkning. En større debat om Grundloven vil være kærkommen. Der vil kunne tages stilling til store spørgsmål som hvorvidt vi ønsker adskillelse af kirke og stat, om vi ønsker et kongehus eller en præsident og mange andre, centrale spørgsmål. Ingen svar er forkerte – men en manglende debat er problematisk, særligt i lyset af den statsstøttede propaganda, vi har set regeringen bruge for at få vedtaget Tronfølgeloven. Hvorfor ikke gå gennemgribende til værks, når man nu er i gang?

En ja-stemme til Tronfølgeloven vil være en accept af en symbolsk lappeløsning. En nej-stemme eller en blank stemme vil kunne fortolkes som en protest mod kongehuset, et nej til ligestilling eller et ønske om en mere vidtgående ændring af Grundloven.
Jeg håber vi får forkastet forslaget, så vi kan få en reel grundlovsdebat frem for en lov, der først får betydning når de fleste af os er gået bort.

4 thoughts on “Tronfølgeloven – afstemning uden debat?

  1. Hej Kristian

    Jeg er helt enig. Dog mener jeg ikke argumentet om at det fjerner muligheden for i fremtiden at ændre grundloven er godt. Som pragmatiker mener jeg at enhver god ændring skal tages med – desværre er der her bare ikke tale om en god ændring men en ligegyldig ændring.

    I denne facebookgruppe er der en diskusion, hvor der er nævnt 10 gode grunde til at stemme blank/nej.
    Jeg havde ikke selv tænk over den med at det ikke er vores valg, men vores børnebørns eller oldebørns valg. Det er deres samfund vi tager stilling til og ikke vores eget, og det er der ingen grund til.

    http://www.facebook.com/groups/edit.php?members&gid=43107645928#/topic.php?uid=43107645928&topic=9220

    -klaus

  2. ja, lad os da endelig få en folkevalgt præsident, gerne en af den type vi snart sender ned til Bruxelles: afdankede eller på vej-ud-af-folketinget værende politikere, en Uffe Ellemann en Nyrup R., en Niels Helveg Petersen eller en Schlüter – det kaster virkelig glans over Dannevang…! For pokker, hvor de radikale er snæversynede!

  3. @Finn Hvidberg: Hvis Dronning Margrethe stillede op som præsident ville jeg sagtens kunne stemme på hende. Jeg mener hun har klaret sig rigtig godt.
    Det er ikke Kongehusets egen skyld at jeg mener der er brug for reformer – det er min demokratiske idealisme.
    Jeg mener helt overordnet ikke at forslaget er vidtgående nok og derfor stemmer jeg imod.

  4. Ja, det er en nyopfundet intelligenstest, fra programmet er du klogere end en politiker.
    Den korteste og simpleste IQ test man kan forestille sig, med blot et enkelt spørgsmål..
    Det særlige ved denne IQtest er at man faktisk kan vise at man er normalbegavet, ved overhovedet ikke at udfylde testen ;)))
    Skulle den danske befolkning dumpe testen, og vise sig at være lige så dumme som vores politikere tror jeg jeg vil flytte til Kina. Det er nemlig det eneste andet land, hvor befolkningen også æder alt…….

Skriv et svar til Kristian Risager Larsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *