Bør man forbyde noget, før det har været i Fogedretten?

Man kan sige meget om Politikens beslutning om at optrykke Jæger – i krig med eliten. Jeg må erklære mig enig med Thøger Seidenfaden på grund af ytringsfriheden – og fordi modargumenterne er for tynde.

Mange politikere, herunder Statsministeren, revser Thøger Seidenfaden. Niels Helveg Petersen tager ham i forsvar. De, der revser Thøger Seidenfaden, har åbenbart ikke forstået noget som helst om denne sag. Thøger Seidenfaden er godt klar over at publiceringen kan resultere i retsmæssige konsekvenser – og han har analyseret sig frem til at han er parat til at løbe risikoen – og så tage skraldet bagefter. Han vil ikke acceptere censur, som er hvad denne sag dybest set handler om (Der er dog også konspirationsteorier på banen).

Publiceringen af bogen er ikke ulovlig – endnu! Man er jo, som bekendt, uskyldig indtil andet er bevist. Mange andre handlinger finder sted, selvom der er verserende retssager: Kunne man mon finde på at undlade at parkere sin bil, blot fordi der er en verserende sag ved Højesteret? Det ville jo være tåbeligt!

Hvis Forsvaret mener dets metoder er blevet kompromitteret, så må det jo ændre sine metoder for at soldaters liv ikke bringes i fare. Og hvis de er blevet kompromitteret, så vil Forsvaret jo også vinde en fremtidig retssag.
Det er alt, alt for sent at forsøge at censurere – og det er helt ude af trit med den digitale virkelighed.

UPDATE 16. september 23.00: Thøger Seidenfaden hævdede at der blev offentliggjort 5-6 år gamle metoder, hvorefter Søren Gade afslørede i DR2’s Deadline 22.30 at “metoderne er de samme”. Så har forsvarsministeren jo selv bedt om det – det var lige den brik Taleban manglede!


Brüno – hvorfor skal vi have censur?

Jeg blev oprigtigt irriteret allerede i en af de første scener i Sacha Baron Cohens mockumentary, Brüno.
Hvad er meningen med at en film, der handler om en outreret, homoseksuel mand skal censureres?

Ved mange (men af uransalige årsager ikke alle) scener, der indeholder sex, er det, man kan kalde indgangspunktet, censureret med en stor, sort firkant.

Hvis man kan tåle at se en både sjov og halvplat film om bøsser, så må man sgu også kunne tåle at se hvad der sker når lyset er slukket. Den eneste forklaring må være at der er tale om billige filmtrick, fordi hr. Cohen måske ikke ønsker at blive penetreret af en ombygget stepmaskine.
I Storbritannien har man endda valgt at udgive en særlig light-udgave for sarte sjæle. Det er simpelthen for åndssvagt. Lad nu folk selv vælge om de tør se en film eller ej! En mærkningsordning er fin, så forældre kan se om det er en god idé at slippe deres børn ind. Denne mærkningsordning skal dog være vejledende og må ikke udelukke børn og unge fra film.

Filmen er i øvrigt totalt harmløs – og sjov, fordi den formår at gøre grin med såvel homofile som homofobe.


Pirate Bay skal måske ikke spærres alligevel

Det er en meget interessant diskussion der er startet i kølvandet på Fogedrettens påbud om at Tele2 skal spærre for adgang til The Pirate Bay – et sted med henvisninger til fortrinsvis ulovligt materiale. Man skal dog hæfte sig ved, at der også findes lovligt materiale, for ikke at tale om materiale (fx en ældgammel spillefilm eller cd’er) der ikke længere kan købes.

The Pirate Bay lancerede i kølvandet på denne fogedretsdom The Jesper Bay, hvilket på lidt morsom vis lukrerer på navnet på IFPIs advokat og fortæller hvordan man, fuldt lovligt, kan undgå den simple tekniske spærring: OpenDNS stiller gratis ucensurerede DNS-servere til rådighed.

Formanden for Telekommunikationsindustrien i Danmark, Ib M. Tolstrup, ser dog (meget fornuftigt) dette som en kæmpe glidebane og siger til Politiken “Hvis man skal spærre for thepiratebay.org, skal man også spærre for adgangen til for eksempel Google. På begge søgetjenester ligger der såvel lovligt som ulovligt materiale, og spærrer du for lovligt materiale, gør du indhug i ytringsfriheden. Og vi vil gerne have en meget stringent juridisk afgørelse på, om det er teleselskabernes opgave”.

Derfor er det med glæde jeg kan læse at Telebranchen bakker op om at Pirate Bay-sagen bliver trukket i byretten.


Pia Kjærsgaard og ytringsfrihed

I dagens del af Folketingets åbningsdebat stiller Naser Khader nogle ret oplagte spørgsmål til Pia Kjærsgaard i forbindelse med Dansk Folkepartis eksklusion af Marethe Egeberg Holm, fordi hun erklærede sit had til muslimer (og i øvrigt modtog ovationer fra omkring halvdelen af de fremmødte).

Naser Khader: Ytringsfrihed var et vigtigt element i din tale. Hvordan hænger det sammen med, at I ekskluderer en, I er uenig med. Er der alligevel en grænse?
Pia Kjærsgaard: Det er der sådan set også. Min grænse er ved at være nået nu. Pas!
Ytringsfriheden har altså grænser, hvis man skal forstå den fornærmede kvinde ret. Det var pudsigt.
DR Update har et klip med spørgsmålet.