Brian Mikkelsen: Hunde skaber terror

Søndag aften i TV 2 Nyhederne blev justitsminister Brian Mikkelsen interviewet omkring den danske hundelovgivning. En kamphund skambed umotiveret en hest 11. april, og hunden er endnu ikke blevet aflivet. I den forbindelse leverede han nogle meget mærkværdige udtalelser, som jeg her vil citere. Det er ikke fordi jeg mener at man ingen restriktioner skal have på hundeejerskab, men Brian Mikkelsen sætter hundene ind i sammenhænge, hverken jeg eller de forstår.

“Altså de her aggressive hunde, de skaber terror og frygt blandt almindelige mennesker og dyr”.

Jeg ved ikke hvilken terrordefinition, Brian Mikkelsen benytter sig af, men jeg har aldrig hørt om en terrordefinition, der omfatter dyrs handlinger. Jeg holder mig til politisk motiverede og organiserede voldshandlinger med et formål om at skabe frygt – det er underforstået at her tales om menneskelige handlinger.
Ét eksempel er dog ikke nok i det 5½ minut lange tv-indslag:

“Så har vi nogle aggressive kamphunde, som jeg slet ikke mener hører til i det danske samfund, og dem burde man jo give et los bagved, hvis de er til fare for andre”.

Når man taler om “det danske samfund”, så menes der en gruppe af mennesker. Der er vel at mærke tale om dyr, som er under ejerskab af hundeejere. Disse kamphunde lever ikke vildt!

I min (lidt vidtgående) tolkning er det et endnu et forsøg på at dæmonisere alt, der ikke er kolonihavedansk: Ordet kamphunde kan nemt udskiftes med fx ‘indvandrere’ etc. – og så lyder det pludselig som noget man, nærmest ordret, har hørt så ofte før fra højrefløjen. Der er i hvert fald god mulighed for en diskursanalyse med dette i fokus.

Måske har Brian Mikkelsen gang i at udvide begrebsrammen for hvad der er udansk. Jeg håber blot at han har talt fuldstændig nonsens.


Man var uskyldig indtil andet blev bevist

At Politiets Efterretningstjeneste formentlig afværger et drab er en glædelig nyhed. Men kun formentlig en glædelig nyhed. Når beviserne ikke har vist sig stærke nok til at indespærre potentielle morder, så er det jo tvivlsomt om de potentielle mordere virkelig havde planlagt et drab. Men det er ikke konspirationsteorien der skal fokus på i dette indlæg.
Hvor blev vores retssikkerhed af? To indvandrere bliver udvist på beviser, som Politiets Efterretningstjeneste ikke vurderer, er stærke nok til at de kan blive dømt ved en domstol. En tredje er en fri mand efter politiets afhøring. Beviserne fandtes ikke.

Vi har i mange år haft princippet om at man var uskyldig indtil andet var bevist. Nogle gange kunne den fjerde statsmagt dømme mennesker før domstolene, men det er ligegyldigt i denne sammenhæng.

At formodede terrorister ikke oplever det danske retssystem er uforståeligt. De bør, som alle andre mennesker, opleve at være uskyldige indtil andet er bevist. For hvis de vil myrde (og det betvivler jeg egentlig ikke at de havde i sinde), så er det politiets opgave at bevise det. Så kan de blive dømt ved domstolene og få den straf, de fortjener. Hvis man uden videre kan udvise mennesker, så findes der ingen retssikkerhed.

Er et fair retssystem ikke en af de ting, vi bryster os ved? Er dette ikke en af forudsætningerne for at have et velfungerende demokrati? Hvis man kan svare positivt på de to første spørgsmål, så må det næste blive, om det er rimeligt at udvise mennesker, der ikke er dømt: For man er vel uskyldig indtil andet er bevist?


Dårlig journalistik i Yasmin-sag

I forbindelse med TV2-programmet Dags Dato sendt søndag 3. juni 2007 blev det ifølge journalisterne tydeliggjort at p-pillen Yasmin gjorde risikoen for farlige bivirkninger, typisk blodpropper, markant større. Journalisterne benyttede et dansk datamateriale med få hundrede tilfælde, hvor man umiddelbart kunne se at Yasmin var overrepræsenteret i forhold til andre p-piller hvad angår alvorlige bivirkninger. Dette er, sammenlignet med de to store internationale undersøgelser foretaget i England og Europa, er dette et usammenligneligt datamateriale.
De to sidstnævnte undersøgelser har cirka 15.000 og 14.000 respondenter: Den engelske havde et frafald i undersøgelsen på 50%, mens den europæiske havde 2-3% frafald. Dette alene gør dem i mine øjne usammenlignelige, da det må formodes at en ikke-bivirkningsramt er mere tilbøjelig til at droppe ud af en undersøgelse end en bivirkningsramt – alene fordi undersøgelsens resultater er mindre interessante for den ikke-bivirkningsramte. Denne væsentlige forskel tager TV2-journalisterne ikke højde for – muligvis fordi det gør journalisternes egne konklusioner nemmere at drage.

Noget andet, der er med til at subjektivere konklusionerne er at journalisterne interviewer en datter til en kvinde, der døde som følge af p-pille-brug. Det er forfærdeligt at der findes bivirkninger – men det fordrejer historien at bruge ét dødsfald til at få stemplet Yasmin som et farligt produkt. Det er følelsesporno af værste grad: Det er ikke objektivt, men er alene med til at påvirke seeren.

Uden at være i lommen på industrien må konklusionen være, at man skal tage disse journalisters konklusioner med et gran salt.

Jeg finder det uansvarligt at medierne gør de mange kvinder bange på et så tyndt grundlag.