Sundhedsministeren taler mod bedre vidende om sundhedsforsikringer

Sundhedsministeren var inviteret til en debat om sundhedsvæsenet i Deadline 22.30 den 8. september 2009. På et spørgsmål om, hvorfor der er indført skattefradrag til sundhedsforsikringer, svarer Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen: ”Vi lavede denne skattefrihed for at sikre, at det ikke kun var på direktørgangene, man fik [sundhedsforsikringerne]. Hvis man ville tegne [en sundhedsforsikring] og ville have et fradrag, så skulle det gælde alle”. Der taler Sundhedsministeren imod bedre vidende!

Da lovforslaget blev fremsat af Regeringen i 2002, var det ikke tiltænkt at sundhedsforsikringer skulle omfatte hele virksomheden!
Det var Dansk Folkeparti, der kom til at stå som garant for at alle virksomhedens medarbejdere blev omfattet. Regeringen, bestående af Venstre og Konservative, var ikke interesseret i at forslaget skulle omfatte den jævne medarbejder – og det var på ingen måde hensigten med lovændringen i første omgang. Fordi Dansk Folkeparti kæmpede for det, sørgede Venstres skatteminister, at alle virksomhederne blev omfattet, ved et ændringsforslag.

Hvis meningen med lovforslaget var at komme den jævne medarbejder til gode, kunne man fx have forbudt at firmaer betalte for enkelte medarbejderes sundhed, fordi dette i mange år har været et offentligt anliggende – og så indsætte en skæringsdato, for at de medarbejdere, der allerede havde det i deres kontrakt, ikke blev ramt.

Det smalle VKO-flertal, der stemte for LOV nr 389 af 06/06/2002 – den lovændring, der gav skattefradrag for sundhedsforsikringer, havde en dagsorden om at gavne det private sundhedsvæsen og det private forsikringsmarked – vel vidende at alle skatteydere nu betaler for at enkelte kan springe foran i køen.


Færre penge til privathospitaler

Lægeforeningen har bestilt en rapport hos Dansk Sundhedsinstitut om omfanget af privat, som har medført politisk ønske om at privathospitaler ikke skal forgyldes i den grad de i de seneste år er blevet det: De har haft en profit på omkring 200 millioner – altså penge, der kan udbetales til ejeren/aktionærerne. Det vidner om at privathospitalernes takster er sat for højt, når de skal behandle patienter fra det offentlige. Hvis man læser dette overskud med velfærdsorienterede briller, kunne man have behandlet for 200 millioner kroner mere sygdom!

Der er ingen tvivl om at det offentlige sygehusvæsen (som overvejende er planøkonomisk orienteret) kan lære meget omkring effektivisering af de private sygehuse (som er markedsøkonomisk orienterede). Men skal denne læringsproces ske ved at man pumper penge ud i lægernes baglommer? Det mener jeg ikke er rimeligt. Læger er i forvejen forholdsvist højt betalte (og det mener jeg er fint – de fx har også de længste uddannelser og de udfører et meget vigtigt erhverv).

Nis Astrup fra Danske Privathospitaler fortæller at de danske privathospitaler allerede nu udfører operationer, der ikke kan betale sig:

Nogle operationer kan gøres billigere, men andre får vi faktisk for lidt for i dag, og derfor kan man ikke skære så meget ned.

Det forstår jeg simpelthen ikke! Derfor har jeg skrevet til ham og spurgt (har stadig ikke fået svar), hvorfor man vælger at drive forretninger med tab: Der er ingen, der tvinger de danske privathospitaler til at gennemføre bestemte operationer – så det ville være billigere at lade være.
Heri ligger i øvrigt også dillemmaet: Privathospitalerne i Danmark har ikke intensivkapacitet, og kan derfor ikke tage risikopatienterne – det er samtidig dem, der er dyre at operere, og derfor er privathospitalernes gennemsnitsudgifter for en given operation lavere end de tilsvarende for et offentligt sygehus.

Jeg har en lille historie, der eksemplificerer, hvorfor det kan være dårligt at indblande penge i forholdet mellem læge og patient: En pige, jeg kender, havde en mild form for mavesår. Hun bor i USA, hvor hun et par gange er taget akut til sin praktiserende læge. Der blev hun behandlet med en injektion, hvorefter hun sov i trekvart døgn, og dagen efter var hun frisk. Det var sket et par gange.
Hun var på ferie i Danmark, og fik det dårligt, hvorefter vi besøgte min danske læge. Han stillede samme diagnose, men behandlingen var her en tre uger lang pillekur – og med løfte om at hun først ville få det bedre ugen efter.
Jeg har ingen indsigt i sygdommen, men jeg tolker historien således at den amerikanske læge har en klar økonomisk interesse i at 1) hun får det godt med det samme, og 2) patienten kommer tilbage. Den danske læge har derimod en interesse i at patienten får det godt på lang sigt, fordi der ikke er et stort incitament til at få patienten til at komme igen. (For god ordens skyld bør det nævnes at den danske læge i denne situation rent faktisk blev betalt direkte, fordi min veninde ikke var omfattet af den danske sygesikring – det erfarede lægen bare først efter konsultationen)

Af samme årsager er jeg glad for at vi med en 25% reduktion i betalingerne nærmer os privathospitalernes reelle udgifter – for så bliver konkurrencen mere reel, og vi får mere sundhed pr. brugt krone.
Tiden må snart være ovre, hvor “en blind mand uden stok kan drive et privathospital med overskud”, som en dansk overlæge engang udtrykte det.