Multimedieskat for selvstændige, der arbejder i hjemmet

Jeg er selv programmør/konsulent, og har mit firmas computere stående i min private bolig – jeg har med andre ord ikke noget egentligt kontor. I aftalen Forårspakken 2.0 står der intet om hvad folk i min situation skal gøre i forhold til multimedieskatten (Selve skatten er nævnt på side 21). Multimedieskatten vil teknisk set forøge en lønmodtagers indkomst med 5000 skattepligtige kroner, såfremt lønmodtageren gør brug af teknologi (arbejdsgiverbetalt telefon, internet, hjemme-pc m.v.).
Derfor henvendte jeg mig til SKAT og fik følgende svar:

From: Skat@Skat.dk [mailto:Skat@Skat.dk]
Sent: Tuesday, March 10, 2009 7:44 AM
Subject: Multimedieskat: Firmapc hos firma der drives hjemmefra. Henvendelsesnr: RQH000002871052

Vejledende besvarelse
Der er engang en mand der har sagt: Det er svært at spå, især om fremtiden.
Vi bør derfor afvente at lovgiver får færdigbehandlet loven og dermed de specifikke regler omkring multimediebeskatningen.
men et forsigtigt gæt vil være at du sandsynligvis vil blive omfattet af multimediebeskatningen.

Det er mildest talt rigtig uheldigt. Med andre ord bliver det sandsynligvis mindre attraktivt for mig at drive virksomhed – og det er stik imod enhver regerings ønske! En multimedieskat vil mindske teknologiens udbredelse.
Heldigvis ser Liberal Alliance ud til at bruge partiets vetoret for ændringer af Finansloven på snu vis.

Update: Liberal Alliance valgte at lade være med at stå stejlt, men Lars Løkke Rasmussen indrømmede 14. april 2009 at skatten var malplaceret. Venstre og Konservative er parate til at nedsætte skatten.
Update 2: Skat har skrevet typiske spørgsmål og svar om multimediebeskatningen.


Politikernes dilemma

I den seneste uge har medierne fokuseret på Skattekommissionens udspil. Lavere skat, ja, det er skønt.
Forud for forhandlingerne har partierne meldt deres ønsker ud i medierne. Socialdemokratiet og SF indgår musketer-ed og Fogh anklages for løftebrud.

Det centrale problem er, at politikerne har lukket sig selv ind i en selvforstærkende spiral, hvor de konstant overbyder hinandens valgløfter. Derfor har politikerne på mange måder bundet sig selv i hele valgperioden: Der er ikke plads til at indgå studehandler (læs: kompromiser), og derfor kan politikerne ikke tænke langsigtet og gennemføre egentlige reformer, som baserer sig på brede flertal.

De danske politikere kunne lære af Obama. Hans valgkamp bød i høj grad på visioner, og det vandt han som bekendt på.

Et spørgsmål, som med rette kan stilles er: “Hvis du skal have flere penge, hvem skal så have færre?“.
Der kan være en stor gevinst i at sænke rentefradraget på boliglån, men ingen politikere tør stå ved at de sænker det. Derfor risikerer vi en lille skatteændring, der ikke ændrer på helhedsbilledet, selvom politikerne er enige om at status quo ikke er fremtidssikret. Det er paradoksalt.
Kun ved at politikerne tør indgå studehandler, kan vi få en gennemgribende skattereform, der baserer sig på et bredt forlig. Og så må de lære at lade være med at love guld og grønne skove under valgkampen, så de undgår at bryde løfterne senere.