Fogedretten lukker for cdwow.dk

I den forgangne uge fik IFPI, gennem Fogedretten i Århus, lukket for cdwow.dk. Det er en sørgelig sag.

IFPI viser ved denne retssag at deres formål ikke er at udbrede musik, men i stedet at tjene kolde kontanter. Vi betaler i Danmark en høj overpris for musik, og derfor har mange danskere købt musik i netbutikker som CD WOW m.fl. Butikken er blevet så populær, at de har etableret et dansk kontor, og det er der nu blevet sat særdeles ineffektiv en stopper for: Man kan stadig besøge den internationale netbutik.

Selvfølgelig skal man respektere lov og ret, men jeg finder det urimeligt at man ikke tilgodeser forbrugeren i denne sammenhæng: Hvis man kan købe en cd billigt ét sted i verden, så bør man være i sin gode ret til dette (CD WOW sælger ikke kopivarer – det er originaler der dumper ind med posten!). Hvis pladebranchen ikke ønskede at cd’er blev solgt billigt, skulle de sætte deres engrospriser op i Fjernøsten. Længere er den ikke.

Jeg skrev til IFPI for at få deres besyv med, det følger her:

Fra: Jesper Bay
Emne: Din mail/parallelimport

Kære Kristian,

Tak for din mail vedr. parallelimport, som jeg har fået overdraget til besvarelse.
Jeg går ud fra, den er foranlediget af den seneste tid omtale af CD-Wow.

Parallelimport er flere ting. Vi har ikke noget imod lovlig parallelimport, selv om vi selvfølgelig ville foretrække, at folk købte deres musik i Danmark. Men i nogen tilfælde er der musik, man ikke kan finde i Danmark, og derfor kan det være en mulighed fx at købe sine CD’er hos Amazon eller andre lovlige, netbaserede butikker.

I CD-Wows tilfælde er der imidlertid tale om ulovlig parallelimport. Og den er vi selvfølgelig imod, fordi den er en overtrædelse af den gældende lovgivning. Lovgivningen er resultatet af et EU direktiv, hvis formål er at beskytte producenter, detailhandel og kunstnere i Europa, hvor lønninger og afgifter er væsentligt højere, end fx i Sydøst-Asien, hvor mange af CD-Wow’s CD’er kommer fra.

Når CD’en sælges til Sydøst-Asiens priser, får alle mindre ud af det, og pengene ender i fx Hong Kong i stedet for at komme de danske producenter og detailhandelen til gode herhjemme. Pladeselskabet og butikkerne har stadig omkostningerne til at markedsføre de internationale kunstnere i Danmark, men de får ikke indtægterne fra salget. Det regnestykke går ikke op. Og det kommer også til at gå ud over dansk musik, dels fordi de kunstnere, hvis musik udsendes i udlandet, får lavere betaling for det pågældende salg, end de ville have fået for et salg gennem deres danske pladeselskab, dels fordi de pladeselskaber, der repræsenterer international musik i Danmark, får færre penge til at investere i lokal musik, når de går glip af salget af de internationale kunstnere i Danmark.

Så derfor. I sidste ende bliver det naturligvis også et spørgsmål om at bevare arbejdspladser og en velfungerende detailhandel.

I nogle tilfælde har CD-Wow også solgt piratplader, men det er ikke det primære problem i denne forbindelse, selv om det selvfølgelig også er ulovligt og en yderligere skærpende omstændighed.

Jeg håber, det gav dig nogenlunde svar på spørgsmålene. Du kan læse mere om det i forskellige artikler på vores site www.pladebranchen.nu

Med venlig hilsen

Jesper Bay
IFPI Danmark

Den ovenstående mail er udtryk for en ekstremt konservativ og protektionistisk holdning hos pladebranchen. Jeg væmmes!

Jeg så på Computerworld nogle tips til andre billige musikbutikker, som jeg vil dele (jeg har dog aldrig købt hos dem, så ved ikke noget om kvaliteten).

Huayna Cápac skriver:
Det sjove er, at CD-WOW ikke engang er den billigste lovlige CD-forhandler her på planeten, når det drejer sig om nye CD’er. Disse tre er billigere (og har også gratis forsendelse):

http://www.bangcd.com/
http://www.music-wow.com/
http://www.4cheapcds.com/

Disse tre har nogenlunde samme pris som CD-WOW (og ligeledes gratis forsendelse):

http://www.play.com/Music/CD/6-/RegionHome.html
http://www.cdjungle.com/index1.asp
http://www.thehut.com/hut/cd.dept
30. juli 2007 kl. 19.59