Grafik: Stephanie Hofschlaeger

E-mails er langsommere end brevpost

I en kort periode har min kæreste og jeg modtaget boligstøtte – ordningen for dem, der har bosat sig dyrere end de egentlig har råd til, og derfor får samfundet til at betale en del af huslejen. Uagtet mit ideologiske standpunkt, skal jeg dog som studerende aldrig sige nej til gratis penge.

Grafik: Stephanie Hofschlaeger

Selve ansøgningsprocessen foregik, om end lidt tungt, via digital selvbetjening.
Jeg udfyldte en masse felter om såvel min kærestes som min egen økonomi – langt de fleste data findes allerede i andre offentlige registre, men jeg skal selv sørge for at indhente og indtaste dem. Det er dobbeltarbejde og en stor fejlkilde, som kunne lettes ved at jeg gav samtykke til at boligstøttekontoret kunne indhente oplysningerne direkte. Tilbage ville der være enkelte spørgsmål, fx om jeg havde oceaner af kontanter liggende, som jeg ikke havde fortalt det offentlige om.
Men nej. Formularen måtte udfyldes fra ende til anden. Den besværlige proces tjener måske det skjulte formål at afholde nogle fra at søge.

Ikke desto mindre blev jeg, efter min ansøgning var færdigbehandlet, nødt til at kontakte boligstøttekontoret igen – jeg ringede, fordi jeg troede det kunne klares hurtigt i telefonen. De havde jo al dokumentation. Men nej, jeg skulle eftersende mere dokumentation.
Jeg spurgte, hvad kontorets mailadresse var. ”Nej nej, det må du endelig ikke gøre”, var svaret. Brevpost er hurtigere, for i Århus Kommune er der kun én postkasse, der kan modtage krypteret post, og det tager lang tid at sortere. Så jeg måtte gå ned til den røde postkasse.

Når det offentlige hverken tilbyder bedre eller hurtigere borgerbetjening, men i stedet holder fast i rigide processer, er det naturligt at ingen borgere gider bruge tid på at hjælpe med at høste digitaliseringsgevinsterne. Der er jo ingen gevinst for borgeren selv!
Når man med digital selvbetjening slipper for at en sagsbehandler skal sidde og indtaste og verificere et skema, bør borgerne have et incitament til at bruge dette – fx ved at det er hurtigere at udfylde digitalt. Men at e-mails er langsommere end brevpost, understreger at der er lang vej igen. Sikke en skam.

Bragt i JP Århus den 3. juli 2010 på side 15.


12 kvadratmeter og fælles toilet

Læserbrev bragt i Politiken 4. januar 2008:

I Politiken kunne man, til mange læseres store forargelse, høre om ældreboliger på “12 kvadratmeter og uden bad og toilet”. Det er selvfølgelig ikke rart at skulle klemme sig ned på så lidt plads.
Der gik også kun én dag inden Karen Jespersen (som vil få ministerpension såfremt hun holder sig på taburetten, og derfor næppe behøver bo så trangt) erklærede at kommuner med dårlige ældreboliger skulle hænges ud.
Det er bare spøjst, der er masser af studerende der bor i lignende boliger – boligforhold, som Ældre Sagen betegner som “uværdige” og “uacceptable” – og de studerende modtager endda en lavere SU-sats (kr. 4.852/md) end folkepensionens grundydelse (kr 4.952/md), begge 2007-tal.
Selvfølgelig kan der være praktiske hensyn af hensyn til ældres mobilitet, men stadig udstiller dette blot dagspressens og politikernes trang til enkeltsagspolitik og fokus på dagsaktuelle emner i stedet for at se på helheden.
Lad os håbe vi får bedre proportioner i 2008. Godt nytår.

Med venlig hilsen
Kristian Risager Larsen
Studerende
Børglumvej 2F, 1., v. 619 (12,5 m² og eget toilet og bad)
8240 Risskov


Dårlig journalistik i Yasmin-sag

I forbindelse med TV2-programmet Dags Dato sendt søndag 3. juni 2007 blev det ifølge journalisterne tydeliggjort at p-pillen Yasmin gjorde risikoen for farlige bivirkninger, typisk blodpropper, markant større. Journalisterne benyttede et dansk datamateriale med få hundrede tilfælde, hvor man umiddelbart kunne se at Yasmin var overrepræsenteret i forhold til andre p-piller hvad angår alvorlige bivirkninger. Dette er, sammenlignet med de to store internationale undersøgelser foretaget i England og Europa, er dette et usammenligneligt datamateriale.
De to sidstnævnte undersøgelser har cirka 15.000 og 14.000 respondenter: Den engelske havde et frafald i undersøgelsen på 50%, mens den europæiske havde 2-3% frafald. Dette alene gør dem i mine øjne usammenlignelige, da det må formodes at en ikke-bivirkningsramt er mere tilbøjelig til at droppe ud af en undersøgelse end en bivirkningsramt – alene fordi undersøgelsens resultater er mindre interessante for den ikke-bivirkningsramte. Denne væsentlige forskel tager TV2-journalisterne ikke højde for – muligvis fordi det gør journalisternes egne konklusioner nemmere at drage.

Noget andet, der er med til at subjektivere konklusionerne er at journalisterne interviewer en datter til en kvinde, der døde som følge af p-pille-brug. Det er forfærdeligt at der findes bivirkninger – men det fordrejer historien at bruge ét dødsfald til at få stemplet Yasmin som et farligt produkt. Det er følelsesporno af værste grad: Det er ikke objektivt, men er alene med til at påvirke seeren.

Uden at være i lommen på industrien må konklusionen være, at man skal tage disse journalisters konklusioner med et gran salt.

Jeg finder det uansvarligt at medierne gør de mange kvinder bange på et så tyndt grundlag.


Bonusordningen på karakterer bør afskaffes

Fyens Stiftstidende 5. august 2006:

Bonusordningen på karakterer bør afskaffes

Af Kristian Risager Larsen, Svendborgvej 37, Ringe

UNGDOMSUDDANNELSE: Karakterbonusordningen, som tillader elever på ungdomsuddannelserne at forhøje deres karaktergennemsnit med tre procent, hvis de tager tre valgfag på højniveau, er dybt urimelig.

Ungdomsuddannelserne bør have som mål at øge elevernes viden indenfor deres interesseområder. Det gør de, og har hidtil gjort, ved et bredt udbud af valgfag, nogle på mellemniveau, andre på højniveau og ganske få på begge niveauer.

Ved at have en karakterbonusordning for en gruppe af elever risikerer man, at visse elever fravælger de fag, som oprigtigt optager dem, til fordel for et højniveaufag, som ikke nødvendigvis er relevant for et fremtidigt studievalg, men som vil øge elevens samlede karaktergennemsnit.

Et tænkt, men realistisk eksempel er en student, der gerne vil studere filosofi på universitetet: Denne student har valgt filosofi på mellemniveau i gymnasiet, fordi eleven vitterligt brændte for emnet. Desværre blev studenten ikke optaget på universitetet, fordi en anden student, der havde valgt engelsk på højniveau i 3.g, kunne gøre brug af bonusordningen. Den anden elev traf valget med begrundelsen “Jeg fik 9 i engelsk i 2.g, og hvis jeg bare kan få 6 i mundtlig og skriftlig engelskkarakter, stiger mit gennemsnit”. De to havde ellers fået præcist samme karakterer i samtlige andre fag.

Nu har det så vist sig, at især svenske studenter kommer foran danske ditto, når det gælder optagelse på for eksempel medicinstudiet, fordi de svenske ungdomsuddannelser er skruet sammen, så cirka 60 procent af de svenske studenter kan drage nytte af den danske karakterbonus. Og endelig får man øjnene op for, at ordningen er medvirkende til at skævvride uddannelsessystemet. Det har den været hele tiden.


Lad ikke terroren bekymre os

Endelig fik jeg et læserbrev trykt i Fyens Stiftstidende (21. marts 2004 – 1. sektion) og Politiken (21. marts 2004 – 3. sektion).
Læserbrevet havde følgende ordlyd:

Mediedækningen af terrorangrebene hjælper kun med at opfylde terroristernes mål. Hver eneste gang vi hører om terror bliver vi mere frygtsomme. Hvorfor kan vi ikke stole på at Politiets Efterretningstjeneste udfører sit job?

Medierne vil mest af alt have læser- eller seertal, og derfor rapporterer de om dét, de regner med folk vil følge med i.
Det er bare på vej mod USA-lignende tilstande, hvor CNN går amok med deres breaking news hver gang de stiger fra gul til orange på deres terrorrisikoskala, for at sende i stimevis af reklameblokke. Både reklameindustrien og terroristerne nyder godt af dette; førstnævnte tjener styrtende med penge og sidstnævnte får skabt frygt og tumult i Vesten. Det er netop hvad de alle vil have.

Det er i mine øjne langt bedre at læne sig tilbage og blot nyde livet end at skulle leve med frygten for et terrorangreb i baghovedet; hvis Danmark trak sig ud af krigen i Irak og tog afstand fra præventive angreb, for i stedet at koncentrere kræfterne om at undgå terror i vores pragtfulde land, ville vi kunne ånde lettet op og leve livet som vi gjorde før 11. september 2001.