Danske politikere forstår ikke Facebook

I denne tid er mange danske politikere ved at geare sig til kommunal- og regionsrådsvalgkampene. Som sædvanlig bliver der klistret plakater og trykt flyers – og på onlinesiden kan man forvente en større aktivitet end sidst, ikke mindst pga. Twitter og især Facebook.
Men mange politikere har ganske simpelt ikke forstået at klare Facebook-kampagnen korrekt (Med korrekt menes den måde, Facebook anbefaler og som Obama brugte).

Man skal ikke bruge sin private profil til Facebook-valgkampen. Hvis man har kammerater, der skriver fjollede ting (eller fx nedgør andre kandidater), så er det problematisk at komme til at skilte med dette offentligt. Lad være med at blande vælgere med venner.
Man skal ikke oprette en Facebook-gruppe for sin valgkamp. Grupper svarer til foreninger, og der er mange begrænsninger på, hvad man kan gøre.
I stedet bør man oprette en Page i sit eget navn. Facebook har begået en reklame med best practices. Man kan sågar have en Facebook-profil som sin eneste onlineplatform, hvis man har et stramt budget.
Det svære ligger i at få folk til at erklære sig som fans – fordi vi, som jeg ser det, har en lidt større privatsfære omkring vores politiske standpunkt, end man ser i USA. Har man nogle partisoldater, kan de starte med at blive fans, for derefter at invitere alle i deres kommunale netværk – og så kører bussen.

Man kan også spørge sig selv om hvordan man får adgang til de brede masser. Facebook-reklamer er en god (og forholdsvist billig løsning).
Jeg vil anbefale kandidaterne på  at bruge pengene på direkte reklamer til deres målgruppe i stedet for at spilde tid og penge på at sætte plakater op i lygtepæle – der skiller man sig ikke ud fra mængden!


Hobbyknivs-vanvidslovgivning

En ifølge Politiken ganske almindelig fyr har fået en fængselsdom for at have haft to hobbyknive liggende i sin bil. Knivene havde han fået udleveret af sin arbejdsgiver til – sjovt nok – arbejdsbrug. Manden havde aldrig begået noget kriminelt, men var til gengæld så interesseret i at blive politibetjent at han havde været hos politiet i erhvervspraktik – en drøm han nu må droppe.

Det er et klokkeklart eksempel på hvor vanvittigt det er at politikerne gennemfører lovgivning uden at tænke sig om – og dermed rammer folk, der som sådan ikke har gjort noget galt. Når loven er indrettet så dumt, skal han selvfølgelig stadig have sin straf – men lad os se at få det lavet om.

Heldigvis har dommen fået radikale Lone Dybkjær i tale – og sågar Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti kan se at disse minimumsstraffe er for langt ude.

Bekæmp volden med forebyggelse og opklar forbrydelserne i stedet for at true med højere straffe og minimumsstraffe. Det hjælper ikke det mindste!


Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse

Det er sjældent at opleve så klar tale, som Rune Engelbreth m.fl. leverer i dagens kronik i Politiken: En gigantisk, verbal lussing rettet mod Dansk Folkeparti.

Spørgsmålet er, om den skarpe retorik hjælper: Den får næppe én eneste Dansk Folkeparti-støtter til at vende kursen. Den er med til at grave dybere grøfter mellem os og dem.

Jeg støtter kampen mod fremmedhadet, som jeg mener Dansk Folkeparti er med til at styrke. Vi bliver nødt til at acceptere at Danmark er en del af en globaliseret verden – det kan Dansk Folkeparti ikke løse ved at vende ryggen til resten af verden. Men er fordømmelse nødvendigt for at kæmpe mod Dansk Folkeparti?

Vi er oppe at kæmpe mod nogle kløgtige og meget nøjeregnende populister. De er så dygtige i kampen om ordet, at en femtedel af Danmarks borgere bakker op om dem, på trods af at de kæmper mod demokratiske grundpiller som fx ytringsfrihed (tag bare burka-farcen, hvor DF og elementer i Konservative er villige til at trodse Grundloven) og retsstat (ubegribelige og nærmest ubegrænsede beføjelser for politiet uden domstolskontrol).

En kamp mod dette onde er nødvendig. Men lad os kæmpe den med alt det gode, vi har.


Tronfølgeloven – afstemning uden debat?

Debatten om afstemningen om tronfølgeloven har været forholdsvist forstummet, og er endelig begyndt at blomstre. Statsministeriets tendentiøse reklamekampagne har heldigvis fået mange op fra stolen. Statsministeren mener at man skal stemme ja.

Der er ét argument for at stemme ja: Symbolværdien.

Til gengæld er der flere gode grunde til at stemme nej (eller for den sags skyld blankt):

For det første er Tronfølgeloven et klasseeksempel på ligegyldig symbollovgivning. Med mindre Kronprins Frederik eller Prins Christian dør alt for tidligt, så bliver lovgivningen tidligst aktuel om omtrent 70 år, når Prins Christians tid er udløbet, og hans efterkommer arver Kongeriget.

For det andet er spørgsmålet om ligestilling i sig selv paradoksalt: Kongehuset bygger på alt andet end ligestilling! Det er én familie, der har særstatus i samfundet. Tronfølgeloven sikrer i sin nuværende form ulighed på (minimum) to parametre: Køn og alder.
Tronfølgeloven vil, uanset om ændringen vedtages, stadig indeholde ulighed i form af aldersdiskrimination: Det er den førstefødte, der bliver tronarving. Man kan stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i dette. Burde det ikke være den bedst egnede eller den mest folkekære?
Hvad vi skal gøre, hvis vi kommer i en situation, hvor en person à la Grev Ingolf står som kronarving? Det er en hel diskussion for sig, som jeg vil holde mig fra – men er det ikke rimeligt at man venter med at tage stilling, til problemstillingen er reel?
Ligestilling er naturligvis ønskeligt i et demokratisk samfund – men så skal den være gennemgribende – og mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, har valgt statsoverhoveder efter merit frem for blodsbånd.

For det tredje kan denne marginale lovændring betyde at en mere reel debat om revision Grundloven udskydes. Hele vejen gennem Grundloven står der for eksempel det kønsbestemte ”kongen” i stedet for det neutrale ”regenten”. Vores grundlov kan ikke læses og forstås ordret, fordi den gennem årene er blevet udsat for en vidtgående fortolkning. En større debat om Grundloven vil være kærkommen. Der vil kunne tages stilling til store spørgsmål som hvorvidt vi ønsker adskillelse af kirke og stat, om vi ønsker et kongehus eller en præsident og mange andre, centrale spørgsmål. Ingen svar er forkerte – men en manglende debat er problematisk, særligt i lyset af den statsstøttede propaganda, vi har set regeringen bruge for at få vedtaget Tronfølgeloven. Hvorfor ikke gå gennemgribende til værks, når man nu er i gang?

En ja-stemme til Tronfølgeloven vil være en accept af en symbolsk lappeløsning. En nej-stemme eller en blank stemme vil kunne fortolkes som en protest mod kongehuset, et nej til ligestilling eller et ønske om en mere vidtgående ændring af Grundloven.
Jeg håber vi får forkastet forslaget, så vi kan få en reel grundlovsdebat frem for en lov, der først får betydning når de fleste af os er gået bort.


Brian Mikkelsen: Hunde skaber terror

Søndag aften i TV 2 Nyhederne blev justitsminister Brian Mikkelsen interviewet omkring den danske hundelovgivning. En kamphund skambed umotiveret en hest 11. april, og hunden er endnu ikke blevet aflivet. I den forbindelse leverede han nogle meget mærkværdige udtalelser, som jeg her vil citere. Det er ikke fordi jeg mener at man ingen restriktioner skal have på hundeejerskab, men Brian Mikkelsen sætter hundene ind i sammenhænge, hverken jeg eller de forstår.

“Altså de her aggressive hunde, de skaber terror og frygt blandt almindelige mennesker og dyr”.

Jeg ved ikke hvilken terrordefinition, Brian Mikkelsen benytter sig af, men jeg har aldrig hørt om en terrordefinition, der omfatter dyrs handlinger. Jeg holder mig til politisk motiverede og organiserede voldshandlinger med et formål om at skabe frygt – det er underforstået at her tales om menneskelige handlinger.
Ét eksempel er dog ikke nok i det 5½ minut lange tv-indslag:

“Så har vi nogle aggressive kamphunde, som jeg slet ikke mener hører til i det danske samfund, og dem burde man jo give et los bagved, hvis de er til fare for andre”.

Når man taler om “det danske samfund”, så menes der en gruppe af mennesker. Der er vel at mærke tale om dyr, som er under ejerskab af hundeejere. Disse kamphunde lever ikke vildt!

I min (lidt vidtgående) tolkning er det et endnu et forsøg på at dæmonisere alt, der ikke er kolonihavedansk: Ordet kamphunde kan nemt udskiftes med fx ‘indvandrere’ etc. – og så lyder det pludselig som noget man, nærmest ordret, har hørt så ofte før fra højrefløjen. Der er i hvert fald god mulighed for en diskursanalyse med dette i fokus.

Måske har Brian Mikkelsen gang i at udvide begrebsrammen for hvad der er udansk. Jeg håber blot at han har talt fuldstændig nonsens.


Hellere aprilsnar end virkelighed

Dagen i dag har budt på en del morsomme aprilsnarre – men også historier, jeg havde ønsket var aprilsnarre:


Selvforsvar med våben

Dansk Folkeparti fortsætter i dag med deres vanvittige og virkelighedsforladte retspolitik: Peter Skaarup mener at selvforsvar med våben skal gøres lovligt. Det er i dag tilladt at modsætte sig røveri/tyveri: Det kaldes nødværge og er bestemt i Straffeloven §13.

Dansk Folkepartis forslag er lige så forrykt og utidssvarende som USA’s forfatnings anden tilføjelse: “A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed“. Bl.a. refererer National Rifle Association til denne bestemmelse, når de argumenterer for mindre kontrol med våben hos private.

Samfundets mål skal være at undgå vold! Derfor skal vi ikke tilladte at den angrebne skal have lov at gennemtæve angriberen. Dansk Folkeparti argumenterer med urmageren, der i 2007 skød to røvere i ryggen!
Jeg kan ikke forstå hvordan man forsvarer sig mod en røver ved at dolke ham i ryggen. Gerningsmanden, som begik vold under et indbrud i sit hjem, er stadig sigtet for drabsforsøg eller grov vold.

Det er en meget, meget farlig kurs, hvis Dansk Folkeparti vil legitimere selvtægt. Nødværgeparagraffen er ment til nødværge – altså forsvar og ikke angreb. Lad det forblive sådan.


Færre penge til privathospitaler

Lægeforeningen har bestilt en rapport hos Dansk Sundhedsinstitut om omfanget af privat, som har medført politisk ønske om at privathospitaler ikke skal forgyldes i den grad de i de seneste år er blevet det: De har haft en profit på omkring 200 millioner – altså penge, der kan udbetales til ejeren/aktionærerne. Det vidner om at privathospitalernes takster er sat for højt, når de skal behandle patienter fra det offentlige. Hvis man læser dette overskud med velfærdsorienterede briller, kunne man have behandlet for 200 millioner kroner mere sygdom!

Der er ingen tvivl om at det offentlige sygehusvæsen (som overvejende er planøkonomisk orienteret) kan lære meget omkring effektivisering af de private sygehuse (som er markedsøkonomisk orienterede). Men skal denne læringsproces ske ved at man pumper penge ud i lægernes baglommer? Det mener jeg ikke er rimeligt. Læger er i forvejen forholdsvist højt betalte (og det mener jeg er fint – de fx har også de længste uddannelser og de udfører et meget vigtigt erhverv).

Nis Astrup fra Danske Privathospitaler fortæller at de danske privathospitaler allerede nu udfører operationer, der ikke kan betale sig:

Nogle operationer kan gøres billigere, men andre får vi faktisk for lidt for i dag, og derfor kan man ikke skære så meget ned.

Det forstår jeg simpelthen ikke! Derfor har jeg skrevet til ham og spurgt (har stadig ikke fået svar), hvorfor man vælger at drive forretninger med tab: Der er ingen, der tvinger de danske privathospitaler til at gennemføre bestemte operationer – så det ville være billigere at lade være.
Heri ligger i øvrigt også dillemmaet: Privathospitalerne i Danmark har ikke intensivkapacitet, og kan derfor ikke tage risikopatienterne – det er samtidig dem, der er dyre at operere, og derfor er privathospitalernes gennemsnitsudgifter for en given operation lavere end de tilsvarende for et offentligt sygehus.

Jeg har en lille historie, der eksemplificerer, hvorfor det kan være dårligt at indblande penge i forholdet mellem læge og patient: En pige, jeg kender, havde en mild form for mavesår. Hun bor i USA, hvor hun et par gange er taget akut til sin praktiserende læge. Der blev hun behandlet med en injektion, hvorefter hun sov i trekvart døgn, og dagen efter var hun frisk. Det var sket et par gange.
Hun var på ferie i Danmark, og fik det dårligt, hvorefter vi besøgte min danske læge. Han stillede samme diagnose, men behandlingen var her en tre uger lang pillekur – og med løfte om at hun først ville få det bedre ugen efter.
Jeg har ingen indsigt i sygdommen, men jeg tolker historien således at den amerikanske læge har en klar økonomisk interesse i at 1) hun får det godt med det samme, og 2) patienten kommer tilbage. Den danske læge har derimod en interesse i at patienten får det godt på lang sigt, fordi der ikke er et stort incitament til at få patienten til at komme igen. (For god ordens skyld bør det nævnes at den danske læge i denne situation rent faktisk blev betalt direkte, fordi min veninde ikke var omfattet af den danske sygesikring – det erfarede lægen bare først efter konsultationen)

Af samme årsager er jeg glad for at vi med en 25% reduktion i betalingerne nærmer os privathospitalernes reelle udgifter – for så bliver konkurrencen mere reel, og vi får mere sundhed pr. brugt krone.
Tiden må snart være ovre, hvor “en blind mand uden stok kan drive et privathospital med overskud”, som en dansk overlæge engang udtrykte det.


Multimedieskat for selvstændige, der arbejder i hjemmet

Jeg er selv programmør/konsulent, og har mit firmas computere stående i min private bolig – jeg har med andre ord ikke noget egentligt kontor. I aftalen Forårspakken 2.0 står der intet om hvad folk i min situation skal gøre i forhold til multimedieskatten (Selve skatten er nævnt på side 21). Multimedieskatten vil teknisk set forøge en lønmodtagers indkomst med 5000 skattepligtige kroner, såfremt lønmodtageren gør brug af teknologi (arbejdsgiverbetalt telefon, internet, hjemme-pc m.v.).
Derfor henvendte jeg mig til SKAT og fik følgende svar:

From: Skat@Skat.dk [mailto:Skat@Skat.dk]
Sent: Tuesday, March 10, 2009 7:44 AM
Subject: Multimedieskat: Firmapc hos firma der drives hjemmefra. Henvendelsesnr: RQH000002871052

Vejledende besvarelse
Der er engang en mand der har sagt: Det er svært at spå, især om fremtiden.
Vi bør derfor afvente at lovgiver får færdigbehandlet loven og dermed de specifikke regler omkring multimediebeskatningen.
men et forsigtigt gæt vil være at du sandsynligvis vil blive omfattet af multimediebeskatningen.

Det er mildest talt rigtig uheldigt. Med andre ord bliver det sandsynligvis mindre attraktivt for mig at drive virksomhed – og det er stik imod enhver regerings ønske! En multimedieskat vil mindske teknologiens udbredelse.
Heldigvis ser Liberal Alliance ud til at bruge partiets vetoret for ændringer af Finansloven på snu vis.

Update: Liberal Alliance valgte at lade være med at stå stejlt, men Lars Løkke Rasmussen indrømmede 14. april 2009 at skatten var malplaceret. Venstre og Konservative er parate til at nedsætte skatten.
Update 2: Skat har skrevet typiske spørgsmål og svar om multimediebeskatningen.


Politistatens komme

Regeringen agter at implementere politistaten for at forhindre bandekriminalitet. Det er netop blevet annonceret på Justitsministerens pressemøde.

At man hæver straffene for voldskriminalitet tror jeg ikke på har nogen præventiv effekt: Tidligere skærpelser har heller ikke medført mindre voldder er ikke nogen forebyggende effekt.
Det eneste, Brian Mikkelsen har ret i, er at de dømte ikke begår vold udenfor fængslerne mens de er i fængsel. Han har ikke kunnet fremvise empiri der peger på at skærpede straffe virker, som han indrømmede 16:35 på sit pressemøde – det er udelukkende hans personlige overbevisning, der her spiller ind. Hvor er det skræmmende at man lovgiver uden at tage hensyn virkeligheden.

Hvis en fodsoldat i bandemiljøet kan få en fængselsstraf for at begå noget kriminelt, men kan få en ulidelig straf for at gå imod sine bandeledere, så skal vedkommende ikke have mange brikker for at prioritere. Alternativet skal være at blive reddet ud af bandemiljøet.

Indførelsen af påbudszoner, hvor politiet kan forvise personer 500 meter fra et sted, de opholder sig, og hvis de kommer igen, kommer de i fængsel, er reelt en omfavning af politistaten. Selvfølgelig er det meningen at det kun skal benyttes mod de bandemedlemmer, der i øjeblikket udgør problemet – men her åbnes for alvor for politistaten. Brian Mikkelsen annoncerede ikke at man ville fjerne denne beføjelse for politiet, når bandeproblemerne en dag er løst.

Banderåd er et supplement til kredsrådene, som jeg ikke forstår hvorfor man pludselig skal indføre. Er det ikke kredsrådenes rolle at få samspil mellem politikredsene og de kommuner, politikredsene dækker? Med andre ord, så dækker dette i mine øjne over en pose varm luft.

Sjovt nok anbefaler Eva Smith en nærpolitistation på Blågårds Plads (Ligesom Radikale Venstre) og argumenterer også at man ikke får noget ud af strengere straffe.
Det helt centrale er for Eva Smith at politiet får opklaret kriminaliteten – det vil kunne virke præventivt. Det var der, som hun nævnte, ikke mange initiativer til i regeringens plan, udover den forventelige udvidede mulighed for aflytning.

Så vidt jeg kunne forstå på interviewet, så er Det Kriminalpræventive Råd ikke engang blevet inddraget i regeringens proces. Det er ellers dette, rådets opgave går ud på.

Brian Mikkelsen mente at der var behov for “ekstraordinære skridt” mod banderne. Det må man sige der kommer: Men hvor er det ærgerligt når de ekstraordinære skridt betyder indførsel af politistaten.

Update:
For én gangs skyld er jeg enig med CEPOS (Dvs. CEPOS er enige med mig, for jeg bloggede det først).
Politiken har også en kritisk vinkel på at Justitsminister Brian Mikkelsen ikke har empirisk belæg for at skærpede straffe har præventiv effekt.