Politikernes dilemma

I den seneste uge har medierne fokuseret på Skattekommissionens udspil. Lavere skat, ja, det er skønt.
Forud for forhandlingerne har partierne meldt deres ønsker ud i medierne. Socialdemokratiet og SF indgår musketer-ed og Fogh anklages for løftebrud.

Det centrale problem er, at politikerne har lukket sig selv ind i en selvforstærkende spiral, hvor de konstant overbyder hinandens valgløfter. Derfor har politikerne på mange måder bundet sig selv i hele valgperioden: Der er ikke plads til at indgå studehandler (læs: kompromiser), og derfor kan politikerne ikke tænke langsigtet og gennemføre egentlige reformer, som baserer sig på brede flertal.

De danske politikere kunne lære af Obama. Hans valgkamp bød i høj grad på visioner, og det vandt han som bekendt på.

Et spørgsmål, som med rette kan stilles er: “Hvis du skal have flere penge, hvem skal så have færre?“.
Der kan være en stor gevinst i at sænke rentefradraget på boliglån, men ingen politikere tør stå ved at de sænker det. Derfor risikerer vi en lille skatteændring, der ikke ændrer på helhedsbilledet, selvom politikerne er enige om at status quo ikke er fremtidssikret. Det er paradoksalt.
Kun ved at politikerne tør indgå studehandler, kan vi få en gennemgribende skattereform, der baserer sig på et bredt forlig. Og så må de lære at lade være med at love guld og grønne skove under valgkampen, så de undgår at bryde løfterne senere.


Pia Kjærsgaard: Fogh fører vælgerne bag lyset

Anders Fogh Rasmussen er ved at være en presset mand efter at Pia Kjærsgaard skyder med skarpt mod ham.

Der er ingen tvivl om at Anders Fogh Rasmussen har talt mod bedre vidende under valgkampen – og lækkert at Pia Kjærsgaard markerer sig skarpt, så alle ved at hun har mere indflydelse på Anders Fogh Rasmussen, end han har på hende.

Til stadighed er det direkte tåbeligt at regeringen fastholder en skattelettelse midt i en højkonjunktur. Peter Mogensen analyserer situationen i sin blog.


Fogh og Ombudsmanden

Fra 1. juni og godt to måneder frem har det stået klart for enhver at Anders Fogh Rasmussen har ignoreret kritik fra Ombudsmanden. Det er historisk at en minister i den grad udviser mangel på respekt for en demokratisikrende institution. I mine øjne er det noget af det værste, vores regeringsleder overhovedet har formået i sin tid ved magten. Det er også uforståeligt for mig at de danske medier ikke har brugt mere spalteplads på denne forkastelige og demokratiundergravende handling.
Det har stået klart for enhver, at Bo Elkjær fra Ekstra-Bladet og Anders Fogh Rasmussen ikke ligefrem er enige i deres syn på Irak-krigen. Bo Elkjær har i sine artikler om Irakkrigen bedrevet så kritisk journalistik at han er blevet tildelt Cavling-prisen.

Men 8. august oprandt dagen, hvor Anders Fogh Rasmussen tilbyder Bo Elkjær et interview om krigen. Nu er Danmark kun meget lidt involveret i Irak og Statsministeren frygter i mindre grad at blive stillet til ansvar – og hvis han, som mange spår, snart udskriver valg, så vil han have bedre mulighed for at vinkle Danmarks indsats i Irak til noget positivt – hvis ikke han helt forsøger at tie det.

Det er skræmmende at Anders Fogh Rasmussen venter med at følge Ombudsmandens kritik, til han selv finder det belejligt.
Anders Fogh Rasmussen er stadig en farlig mand for demokratiet.