Medielicens pr. 1. januar

Den 1. januar træder forliget om medielicens i kraft. Det betyder, at hvis du har udstyr der kan modtage DR’s programmer, så skal du betale licens. Udover tv og FM-radioer gælder det nu også mobiltelefoner og computere med en internetforbindelse på 256 kb/s eller derover.

Mange finder det urimeligt at medielicensen omfatter flere apparater end tidligere – det forstår jeg ikke helt. Danmarks Radio gør en stor indsats for at følge med tiden ved at udbyde deres udsendelser både på analog sendeflade og på internettet.

Det, jeg finder besynderligt er, at pensionister og svagtseende stadig får nedsat licensen, men at studerende ikke gør. Dette er der startet en underskriftsindsamling imod, som desværre endnu ikke har givet noget synligt resultat.
Det er et fåtal af de studerende jeg kender, som betaler licens – og mange af dem har indrømmet at de vil gøre det, hvis licensen blev sat ned for de svagere økonomisk stillede.
Jeg forstår på ingen måde hvorfor man underlader at pålægge internetudbydere og kabel-tv-udbydere at indrapportere deres kunder til DR’s licenskontor. Dette tror jeg ville fange stort set alle sortseere.

6 thoughts on “Medielicens pr. 1. januar

  1. jeg tilhører en lille minoritet -dem, der ikke har fjernsyn.Jeg ser simpelthen ikke fjernsyn, ejer ikke et tv og har det godt med det.Sådanne originaler som jeg udgør vist kun 1% af befolkningen og vi passer ikke ind i DRs verdensbillede. I 2 år i træk har jeg modtaget breve fra DRLicens, hvis indhold var i den grad mistænkeliggørende, at jeg klagede over det. nu ser det ud til, at jeg skal få en afgift trukket ned over hovedet – en ,,medielicens”, bare fordi jeg har computer og internetforbindelse. Jeg bruger ikke og vil ikke bruge min computer til at se tv på. Hvis jeg ville se tv,ville jeg købe et tv og betale licens. Jeg betaler radiolicens, fordi jeg hører radio. Jeg betaler for mit forbrug af alle de forbrugsgoder,jeg bruger, men jeg vil ikke betale for noget, som jeg ikke bruger.

  2. Jeg har endeligt fået set den kampagne DR fører for tiden. Det gør mig en smule gal at jeg nu er tvangsindlagt til at betale licens og at pengene bl.a. bliver brugt til at gøre mig til grin. Jeg bliver desværre nødt til at aflive den myte DR fremstiller i deres kampagne; man er ikke en idiot fordi man ikke ser DR’s udsendelser. Jeg har fravalgt TV, fordi jeg synes at det meste af det der bliver sendt er langt under lavmålet for god information og god underholdning.

    DR tør ikke vise virkeligheden om en generation af unge, teknologiske og selvstændige folk, der selv er istand til at finde frem til den information og underholdning de ønsker via nettet. DR tør ikke indrømme at YouTube, DemocracyNow, SFAnytime, Indymedia, Wikipedia og mange andre nyskabelser, truer deres informations- og underholdningsimperium. DR tør ikke indrømme at hvis de ikke fik indført tvangslicens ved lov, så ville de få færre og færre kroner i kassen, fordi de ikke tilbyder det som den nye generation af unge og selvstændigt tænkende folk ønsker.

    Hvis DR vil forhindre at folk der ikke betaler licens i at se deres udsendelser via nettet, så må de beskytte deres materiale ligesom TV2 gør det. Når de kan bruge milliarder af kroner på at bygge og flytte, så kan de også bruge nogle tusinde kroner på at beskytte deres web-indhold. Det er såre simpelt, man skal blot sikre at ét licensnummer kun kan være logget på fra én Internet forbindelse.

    Det er slet ikke i orden at DR nu har fået lov til at kræve TV-licens af folk der ikke har TV og som ikke ser DR’s udsendelser overhovedet. Det er endvidere under al kritik at DR, som public service kanal, fører en hetz mod en minoritet af folk på den måde.

    Gør noget aktivt:
    http://www.antimatrix.dk/medielicens

  3. Jeg er 100% enig med Frederik Grøn Schack og Poyemnick
    Har ikke set fjernsyn i 10 år og kommer heller ikke til at bruge min tid på det fremover.
    Da lovforslaget var til behandling skrev jeg til samtlige politiske partiers medieordførere og fremførte min argumentation imod loven:
    jeg betaler for de forbrugsgoder jeg får og benytter mig af men skal selvfølgelig ikke betale for hvad jeg ikke får eller ikke ønsker at få (jeg betaler jo heller ikke abonnement på Berlingske Tidende, selvom jeg har en postkasse der er stor nok til at rumme den).

    Jeg fik to – 2 – svar, begge intetsigende og uden nogen vilje til at tage problemet op.

    Nu kom det sleske brev fra DR så i dag: “meld dig nu til den medielicens! – vi ved jo at du sidder foran PC’en og ser DRtv time efter time døgnet rundt, du er jo pensionist, så du har jo ikke andet at lave” (min oversættelse af indholdet).

    Ja det er nok det eneste jeg er uenig med Fr. Schack i:
    Virkeligheden består af selvstændige mennesker i alle aldre (!!!), nogle teknologisk interesserede og andre ikke, men det skal DR ikke blande sig i.

    Men hvad gør jeg så nu?
    Hvad gør I

  4. I Samvirke er der en opgørelse ( http://www.fdb.dk/default.asp?id=6&frontpage=1&archivepicker=1&aid=1651 ), som fortæller at hvis alle bare betalte licens, så ville DR ikke være nødsaget til at fyre én eneste medarbejder.
    Folk, der ikke bruger DR, glemmer, at de stadig skal betale. Jeg bruger stort set heller ikke motorvejsnettet, men alligevel betaler jeg min andel for at få det vedligeholdt. Det gør stort set alle andre danskere også – fordi det er svært at snyde med. Hold kæft hvor er det en usolidarisk holdning.

  5. Det er velnok synd at dr må fyre medarbejdere, så kan de medarbejdere passende få sig et arbejde hvor de yder noget reelt. 95% gør ikke ihvertfald. Hvem siger jeg er interesseret i motorvejsnettet? Sekterisk at skulle tvinges til noget.
    CJ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *