Lad ikke terroren bekymre os

Endelig fik jeg et læserbrev trykt i Fyens Stiftstidende (21. marts 2004 – 1. sektion) og Politiken (21. marts 2004 – 3. sektion).
Læserbrevet havde følgende ordlyd:

Mediedækningen af terrorangrebene hjælper kun med at opfylde terroristernes mål. Hver eneste gang vi hører om terror bliver vi mere frygtsomme. Hvorfor kan vi ikke stole på at Politiets Efterretningstjeneste udfører sit job?

Medierne vil mest af alt have læser- eller seertal, og derfor rapporterer de om dét, de regner med folk vil følge med i.
Det er bare på vej mod USA-lignende tilstande, hvor CNN går amok med deres breaking news hver gang de stiger fra gul til orange på deres terrorrisikoskala, for at sende i stimevis af reklameblokke. Både reklameindustrien og terroristerne nyder godt af dette; førstnævnte tjener styrtende med penge og sidstnævnte får skabt frygt og tumult i Vesten. Det er netop hvad de alle vil have.

Det er i mine øjne langt bedre at læne sig tilbage og blot nyde livet end at skulle leve med frygten for et terrorangreb i baghovedet; hvis Danmark trak sig ud af krigen i Irak og tog afstand fra præventive angreb, for i stedet at koncentrere kræfterne om at undgå terror i vores pragtfulde land, ville vi kunne ånde lettet op og leve livet som vi gjorde før 11. september 2001.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *