Prøver Facebook at indlemme internettet?

Jeg er på samme tid betaget og skeptisk overfor Facebook: På den ene side havde jeg for 5 år aldrig troet at det skulle lykkes at skabe et verdensomspændende netværk, baseret på ét firmas lukkede kode – men det er lykkedes. På den anden side ser jeg nogle uhyggelige tekniske aspekter af Facebook, som kan give anledning til konspirationsteorier.
Internettet er kun blevet til det, det er i dag, fordi det er baseret på åbne standarder. Derved kan alle programmører for så vidt skrive deres egne programmer, som alle kan kommunikere sammen. Facebooks forsøg på at lukke internettet (altså ikke slukke ;-) minder mistænkeligt meget om Apples fascistiske forsøg på at styre sin egen platform. I modsatte ende står Google.

Links fra Facebook har egenskaben rel=”nofollow” og bidrager derfor ikke til at “binde internettet sammen”
Søgemaskiner som Google indekserer kort fortalt websider sådan, at de sider, der linkes mest til, får højest placering i søgeresultaterne. Så mens Facebook gladeligt tager imod links, så linker den ikke videre til eksterne sider – kun til andre Facebook-sider. Derved bliver det en “endestation” på nettet.
Nuvel, man kan forestille sig at det er en beslutning, der er truffet for at begrænse SPAM-mængden – men SPAM kan altså stoppes på andre måder: SPAM-brugere på Facebook vil netop være kendetegnet ved at komme i klynger, fordi man for det meste kun er venner med mennesker, man kender. Derfor burde det være forholdsvist uproblematisk at fjerne rel=nofollow. Da Google i 2005 sammen med en række bloggingsoftware-producenter indførte rel=”nofollow” var tanken at bremse SPAM i kommentar-felterne, men ikke at stoppe med at indeksere links blogindlæg.
I en tid, hvor Facebook vinder frem, og folk til stadighed deler links via Facebook, saboterer Facebook samtidig konkurrenter som fx Googles søgeresultater. Det er bekymrende, fordi det giver et mindre sammenhængende internet for alle andre end Facebook. Facebook er dog ikke alene om denne uskik.

E-mail via Facebook
Facebook har sit eget, lukkede beskedsystem. Der er en række begrænsninger ift. e-mail: Man kan ikke få at vide om en besked er blevet læst (Selvom Facebook registrerer det), man kan ikke vedhæfte filer, man kan ikke ændre modtagere af en mail, når de er valgt i første omgang, man kan ikke videresende osv. Alt i alt grunde nok til at jeg foretrækker god, gammeldags e-mail. Ikke desto mindre har man siden 2007 kunnet sende e-mails fra Facebook, men disse emails kan ikke besvares uden at modtageren åbner en Facebook-konto. Facebook skriver dog kæphøjt:

These changes mean that there’s no need to switch between Facebook and email for your daily communication needs.

Det er sikkert fikst i et kortsigtet økonomisk sigte, men det hjælper ikke til Internettets integration.
Siden Facebook for cirka et år siden indførte brugernavne har jeg spekuleret i hvornår de åbner deres egen e-mail-tjeneste. TechChrunch har allerede i februar beskrevet dette som Project Titan. Rygtet siger at der kommer IMAP/POP3-understøttelse – det tvivler jeg nu på sker i første omgang. Ikke desto mindre vil en emailtjeneste være et forsøg på at overtage endnu mere brugerinformation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *